Dine penge6 timer siden (opd. 6 timer siden)

Dansk busselskab dropper alle ruter: Knækket af Ryanair-exit

Busselskabet Pendulfart har aflyst alle afgange og alt salg af billetter på ubestemt tid

Fjernbusselskabet Pendulfart, der siden december sidste år har fragtet passagerer på tværs af Danmark fra København til Aarhus og Esbjerg med stop i Odense og flere andre byer, har trukket stikket og aflyst alle afgange.

Planen om efter påske at starte op på ruten mellem København og Berlin er også droppet.

Pendulfart er danskejet og blev kendt i markedet for at tilbyde gratis rejser om mandagen for passagerer, som oprettede en kundeprofil, og busselskabet havde store ambitioner om at brede rutenettet ud i Danmark.

Men lige nu er Pendulfart i knæ og har lukket ned for alle aktiviteter.

Det bekræfter fjernbusselskabets pressechef, Thomas Jensen, overfor Turistmonitor.

- Det er lidt kaotisk lige nu, men vi arbejder på en løsning, og vi håber at komme i gang i løbet af efteråret, men jeg kan ikke sige noget præcist, siger pressechefen.

Thomas Jensen forklarer, at busselskabets aktuelle udfordringer hænger direkte sammen med Ryanairs exit fra Billund Lufthavn.

For Pendulfart havde satset på ruten mellem Billund og Aarhus med leasing af tre elektriske busser, der skulle betjene ruten med opladning af busserne i Billund. Men da lavprisselskabet sagde farvel til Billund, forsvandt passagergrundlaget.

- Der er ikke længere grundlag for at køre ruten, så nu står vi med tre elbusser, som vi har leaset, men som ikke kører. Det er selvfølgelig dyrt at have de busser stående, men det er endnu dyrere at starte nye ruter op, som ikke er rentable i begyndelsen, siger pressechefen.

Derfor har Pendulfart nu lukket alle ruter og droppet planerne om Berlin samt opsagt lejekontrakter på de busser, der kørte på tværs af landet.

Ifølge Thomas Jensen er det heller ikke en mulighed at sætte de leasede elbusser ind på den landsdækkende rute, da Pendulfart har ledt forgæves efter et steder i de to byer, hvor det er muligt at både at lade bussen og samle passagerer op.

Pendulfart arbejder lige nu på en mulig løsning, hvor man får de leasede elbusser lejet ud til anden side efter sommerferien.

Om kørslen mellem København og Aarhus bliver genoptaget, ved han ikke endnu.

- Vi må starte forfra, og vi arbejder med forskellige løsninger, så det er svært at sige noget konkret om fremtiden lige nu.

- Det betyder også noget, hvad der kommer til at ske i Billund Lufthavn. Det holder vi meget øje med, lyder det fra pressechefen.

Sponsoreret indhold