Dine penge5. april 2024

Boligmarkedet blomstrer med flere huse til salg

Ejerlejligheder og sommerhuse strømmer ind på markedet, viser Boligsidens nye tal

Foråret betyder normalt, at flere sætter deres bolig til salg, og i år er ingen undtagelse.

Ved indgangen til april var der 34.439 villaer og rækkehuse til salg på landsplan, hvilket er en stigning på 4,8 procent sammenlignet med måneden før.

Det viser tal fra Boligsiden, som er blevet offentliggjort fredag morgen.

Dermed er antallet af huse til salg på det højeste niveau siden starten af november 2019.

I løbet af forårsmånederne plejer der at komme flere boliger til salg, men en stigning på knap fem procent er alligevel i den høje ende. Det siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

- Når vi ser på stigningen i antal boliger til salg, ligger det på et højt niveau. Fem procent er mere, end vi plejer at se.

- Men vi skal også tænke på, at boligudbuddet faldt i forbindelse med corona, og siden omkring januar 2022 har vi set, at flere har haft deres hus til salg.

Antallet af huse til salg i april er steget 15,1 procent i forhold til april 2023, viser Boligsidens tal.

Køberne har også fået flere lejligheder at vælge mellem. Her er antallet steget 1,6 procent siden begyndelsen af marts, og der er nu 7696 ejerlejligheder til salg.

I Københavns Kommune, som er landets største marked for ejerlejligheder, er antallet dog faldet 1,9 procent den seneste måned. Nu er der ifølge Boligsiden 1871 ejerlejligheder til salg i kommunen.

Det er ret naturligt, siger Birgit Daetz.

- I 2022 fik vi nye vurderinger, og per 1. januar 2024 trådte den nye skattereform i kraft. Det betød, at mange lejligheder i hovedstadsområdet fik højere skatter.

- Nåede man at købe en lejlighed inden 1. januar 2024, kunne man beholde de gamle skattebeløb, og det fandt mange attraktivt. Så det ser ud, som om lejlighedsmarkedet er vigende, men det er nemt nok at forklare med de nye vurderinger og den nye skattereform.

De nye boligskatteregler, som trådte i kraft ved årets begyndelse, betød, at mange handler blev klaret inden årsskiftet.

Hvis man er på jagt efter et sommerhus, har man ved indgangen til april 5921 at vælge mellem i hele landet. Det er 20 procent flere end i marts.

Stigningen betyder ifølge Birgit Daetz, at antallet af sommerhuse til salg nu er på det højeste niveau siden oktober 2020.

Sponsoreret indhold