Dine pengeI går (opd. I går)

Billund Lufthavn fyrer 22 medarbejdere: Giver Ryanair skylden

Fald i flytrafik rammer hårdt -derfor dropper Billund Lufthavn sommeransættelser og afskediger fast personale
Det ser sort ud for flytrafikken i Billund, efter Ryanair i protest forlod den danske lufthavn.
Det ser sort ud for flytrafikken i Billund, efter Ryanair i protest forlod den danske lufthavn.
 Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Det sidste Ryanair-fly er lettet fra Billund Lufthavn, og det kan mærkes i trafikken i lufthavnen.

217.713 rejsende benyttede den jyske lufthavn i april. Det er knap 100.000 færre passagerer end samme måned sidste år.

Det viser nye trafiktal fra Billund Lufthavn, hvor det fremgår, at måneden endte med en passagertilbagegang på 31,4 procent.

- Det niveau for passagertrafikken, vi ser i april, matcher meget godt vores forventninger til de kommende måneder og året som helhed, siger den administrerende direktør i lufthavnen, Jan Hessellund, i en pressemeddelelse.

I februar meddelte Europas største luftfartsselskab, Ryanair, at selskabet lukkede sin base i Billund 1. april.

Det skete som en konsekvens af en ny passagerafgift, der lægger op til 50 kroner oven i billetprisen på alle flyafgange fra Danmark.

Desuden lykkedes det ikke for Billund Lufthavn at indgå en ny aftale med Ryanair, der havde planlagt 24 ruter i år.

De faldende passagertal har betydet, at lufthavnen har fyret 22 medarbejdere, skriver DR.

Derudover har lufthavnen også valgt ikke at ansætte 100 sæsonmedarbejdere, som lufthavnen ellers normalvis gør over sommeren.

- Sammenligner vi tallene, eksklusive den trafik Ryanair stod for, er passagertallet steget med 4,5 procent i årets første fire måneder. I april alene forsvandt cirka 130.000 Ryanair-rejsende, siger Jan Hessellund.

Billund har tidligere meldt ud, at Ryanairs exit vil koste lufthavnen en tilbagegang i passagerer på omkring 30 procent.

- Det kommer til at tage lang tid at lukke hullet helt. Men det skaber også muligheder for andre lavprisselskaber, at Ryanair nu har forladt Billund, lød det fra Jesper Klausholm, der er direktør for ruteudvikling, marketing og kommunikation i lufthavnen, i april.

På samme dag, som Ryanair blev fortid på landingsbanen i Billund, annoncerede lufthavnen nye ruter fra andre luftfartsselskaber.

British Airways udvidede antallet af afgange til London, mens lavprisselskabet Wizz Air udvidede med forbindelser til Gdansk i Polen, Vilnius i Litauen og Iasi i Rumænien.

Desuden åbnede Air Greenland for to ugentlige afgange til Grønlands hovedstad, Nuuk, og SAS genoptog flyvninger mellem Billund og København med fire daglige afgange.

Sponsoreret indhold