Av av av: Solgte energidrik - men det var vodka
De amerikanske fødevaremyndigheder har tilbagekaldt et parti vodka med sodavand fra mærket High Noon.
Det skyldes, at flere dåser fra vodkamærket fejlagtigt var blevet indpakket som energidrik.
Det skriver mediet NPR.
Mere specifikt er der tale om en pakke med 12 dåser fra vodkamærket High Noon, som i nogle tilfælde var emballeret som energidrikmærket Celcius. Men de var altså fyldt med vodka.
Producenten af energidrikken Celsius oplyser til NPR, at det er leverandøren af emballagen, der har begået en fejl. De kom til at sende energidrikdåserne til vodkaproducenten, der derefter fyldte dem op.
De amerikanske fødevaremyndigheder oplyser, at ingen har rapporteret sygdom eller andre sundhedsrelaterede problemer af at indtage den fejlemballerede drik.