Dine penge12. april 2023

Antal konkurser steg i marts: Ikke udsigt til bedring

Antallet af konkurser steg fra februar til marts
Konkurserne i marts betød et tab på 2222 fuldtidsstillinger. 
Konkurserne i marts betød et tab på 2222 fuldtidsstillinger.
 Foto: Colourbox

I marts måtte 289 aktive virksomheder erklære sig konkurs. Det er lidt flere end måneden før.

Det fremgår af nye tal fra Danmarks Statistik.

Konkurserne i marts betød samtidig et tab på 2222 fuldtidsstillinger. Det er 50 procent flere end i februar.

I hele første kvartal er der dermed 5000 job, der er blevet ramt i forbindelse med en konkurs. Det er 63 procent flere end gennemsnittet i første kvartal i perioden mellem 2013 og 2022, skriver Danmarks Statistik.

Dermed har antallet af konkurser stabiliseret sig på et højt niveau. Det mener Kristian Skriver, der er seniorøkonom i Dansk Erhverv.

– 2023 er kommet rigtig skidt fra start med mange konkurser. Vi skal tilbage til årene omkring finanskrisen før der sidst var så mange konkurser i Danmark, skriver han i en kommentar til tallene.

Særligt virksomheder inden for byggeri, transport og restauration er hårdt ramt. De tre brancher står sammenlagt for 39 procent af de konkursramte job.

Udviklingen i økonomien – heriblandt de stigende renter og høje inflation – vil få flere virksomheder til at dreje nøglen om, fortæller Kristian Skriver.

– De kraftige rentestigninger kan føre til en brat nedgang i byggeriet, hvilket vil få flere byggevirksomheder til at gå konkurs i 2023, skriver han.

Sponsoreret indhold