Din påskeferie er i fare: Taler ikke sammen

Natten til fredag står en overenskomstaftale mellem SAS og selskabets piloter til at udløbe.
Umiddelbart tyder det på, at parterne ikke når at lande en ny aftale, da de ikke forhandler i øjeblikket.
Det fortæller Henrik Thyregod torsdag eftermiddag. Han er formand for Dansk Pilotforening, der organiserer SAS' piloter i Danmark.
Sammen med tilsvarende foreninger i Sverige og Norge bliver det ifølge Henrik Thyregod koordineret, hvad piloterne vil gøre, hvis ikke der lander en ny aftale.
Taler ikke sammen
Koordineringen sker i SAS Pilot Group, en paraplyorganisation for SAS' piloter i Danmark, Sverige og Norge.
- Vi arbejder i SAS Pilot Group på det videre forløb, siger Henrik Thyregod.
Han oplyser, at der ikke har været forhandlinger mellem SAS og piloterne siden tirsdag, hvor parterne gik hver til sit.
Kan ramme påsken
Uoverensstemmelsen mellem parterne handler om, at de ikke kan blive enige om en ny overenskomstaftale, der skal afløse den, som SAS og SAS Pilot Group forhandlede sig frem til for et års tid siden.
Hvis parterne ikke bliver enige om en ny aftale, kan et muligt scenarie være, at piloterne lægger pres på SAS ved at varsle en strejke.
Ifølge Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank og tæt følger af SAS, kan en mulig strejke komme til at ligge omkring påsken.