Nyheder11. april 2024

Diktator: Nordkorea skal være klar til krig

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, advarer om nødvendigheden af krigsberedskab og annoncerer øget samarbejde med Rusland

Nordkorea har nu mere end nogensinde brug for at være forberedt på krig som følge af de geopolitiske spændinger.

Det sagde landets leder, Kim Jong-un, onsdag, skriver det statslige nyhedsbureau KCNA.

Kommentaren kom under et besøg på Nordkoreas mest prestigefulde militære universitet, Kim Jong-il-universitet for Forsvar og Politik.

Universitet er navngivet efter Kim Jong-uns far og forgænger, Kim Jong-il, der døde i 2011.

Nordkorea har i de seneste år oprustet og øget samarbejdet med Rusland, som landet angiveligt har leveret våben til med henblik på brug i krigen i Ukraine.

Kim Jong-un fortalte ifølge KCNA universitets medarbejdere og studerende, at Nordkorea vil svare igen uden tøven, hvis landets såkaldte fjender angriber.

- I lyset af den komplicerede internationale situation og den usikre og ustabile militære og politiske situation omkring Nordkorea er det vigtigere end nogensinde at være forberedt på krig, bliver Kim Jong-un citeret for.

Den nordkoreanske leder overværede tidligere på måneden opsendelsen af et nyt hypersonisk mellemdistancemissil, der bruger fast brændstof.

Missilet er efter sigende mere fleksibelt end andre typer, der bruger traditionelt brændstof.

Nordkorea har anklaget USA og Sydkorea for at provokere ved at udføre militære øvelser i de seneste måneder.

Korea blev delt i to efter Anden Verdenskrig.

Det kommunistiske Nordkorea og det USA-venlige Sydkorea gik kort efter i krig med hinanden. Kamphandlingerne sluttede med en våbenhvile i 1953, men der er aldrig blevet indgået en fredsaftale, og formelt set er de to stadig i krig.

Sydkorea er ikke medlem af Nato, men har et stærkt militært samarbejde med USA.

Sponsoreret indhold