Nyheder21. marts 2024 (opd. 21. marts 2024)

DF kræver svar om skandalebyggeri: - Ministeren må ud af starthullerne

Det kuldsejlede byggeri af Nyt Hospital Bispebjerg bør få konsekvenser, mener sundhedsordfører
Mette Thiesen (DF) kalder på handling fra regeringen. 
Mette Thiesen (DF) kalder på handling fra regeringen.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Endnu et stort offentligt sygehusbyggeri er kørt af sporet.

Det drejer sig om Nyt Hospital Bispebjerg, som er gået helt i stå, efter Region Hovedstaden i fredags smed den italienske totalentreprenør Rizzani de Eccher på porten.

Og nu kræver Dansk Folkeparti, at regeringen griber ind. Det skriver Licitationen.

- Det er jo endnu et af de her forløb, hvor vi kan se offentlige byggerier, som både overskrider tidsplaner og budgetter. Det synes jeg kalder på handling, siger partiets sundhedsordfører, Mette Thiesen, til Licitationen.

Hun har derfor sendt en stribe spørgsmål til indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

- En af de ting, jeg godt kunne tænke mig at spørge ministeren om, er, om hun ikke grundlæggende mener, der skal noget mere professionel supervision ind over de offentlige byggerier, så det ikke bare er regionen, der står som bygherre, siger Mette Thiesen.

Hun har bedt ministeren om at redegøre for, hvilke initiativer regeringen planlægger at iværksætte for at styrke kompetencerne hos regionerne som bygherrer, sådan at fremtidige offentlige byggeprojekter kan gennemføres inden for budgettet og tidsplanen.

- Der er et eller andet galt, og derfor mener jeg, at ministeren skal komme på banen nu. Vi er nødt til at få kulegravet, hvad er det, der foregår i processerne, når vi ser stort set alle steder i hele Danmark, hvor man har igangsat de her store byggerier, at både tidsplaner og budgetter skrider voldsomt, siger Mette Thiesen.

Eksempelvis er byggeriet af det nye akuthus på Bispebjerg Hospital i København mere end tre år forsinket.

Og efter fyringen af totalentreprenøren vurderer regionen, at byggeriet bliver yderligere to-tre år forsinket. Samtidig forventes det også at få økonomiske konsekvenser.

Regionen skal nemlig ud og finde en ny entreprenør til at færdiggøre byggeriet.

Samtidig er der lagt op til et dyrt og langvarigt slagsmål mellem parterne i voldgiftsretten.

Samlet set er seks ud af i alt 16 af de såkaldte kvalitetsfondsstøttede sygehusbyggerier sat under skærpet tilsyn af Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Det gælder, foruden Nyt Hospital Bispebjerg, også Nyt Hospital Nordsjælland, Nyt Hospital Hvidovre, Nyt Aalborg Universitetshospital, Universitetshospitalet i Køge og Odense Universitetshospital.

- Det er jo stort set alle regioner, der har igangsat de her kæmpebyggerier, hvor det sejler. Og det er altså skatteborgernes penge, som bliver smidt ud af vinduet. Så det er simpelthen en bunden opgave, at vi får undersøgt, hvad er det, der går galt, siger Mette Thiesen.

Vil have undersøgt udbudsreglerne

Hun mener blandt andet, det bør undersøges, om udbudsreglerne fungerer godt nok.

- Vi skal have sikret, at man kan vinde på andre præmisser end bare pris, siger Mette Thiesen og tilføjer:

- Der må jo være et eller andet rivravruskende galt, siden det skrider så mange steder. Det er derfor, jeg synes, at ministeren må komme ud af starthullerne i forhold til den her dagsorden og få kigget på, hvordan vi sikrer, at det her ikke sker i fremtiden.

Indenrigs- og sundhedsminister, Sophie Løhde (V) oplyser i et skriftligt svar til Licitationen, at hun har noteret sig, at Region Hovedstaden har ophævet kontrakten med totalentreprenøren og i øjeblikket er ved at afklare, hvordan byggeriet af det nye hospital på Bispebjerg hurtigst muligt kommer i gang igen.

- Indenrigs- og Sundhedsministeriet er i tæt dialog med regionen om håndtering af den aktuelle situation, skriver ministeren.

Sponsoreret indhold