Nyheder9. december 2024

DF-kampagne får kras kritik af eksperter: ”Usmageligt” og ”sølle”

Dansk Folkeparti citerer i en kampagne en række kilder for at opfordre til en fred mellem Ukraine og Rusland, hvor Ukraine afgiver territorium. Men kilderne føler sig fejlciteret

Dansk Folkeparti citerer en række eksperter i en ny kampagne for at opfordre til en fred mellem Rusland og Ukraine, hvor Ukraine må afgive territorium.

Men to af eksperterne siger til RADIO IIII, at de føler sig fejlciteret af Dansk Folkeparti.

Jacob Kaarsbo kalder Dansk Folkepartis citering af ham i Eftermiddag på RADIO IIII for vildledende:

- Det er usmageligt, at man tager mine ord og fordrejer dem i en politisk henseende, som er fuldstændig modsat den kontekst, som udtalelsen er fremsat i, siger Jacob Kaarsbo.

Han kritiserer, at Dansk Folkeparti ikke har henvendt sig til ham, inden de bragte hans citat i kampangen.

Det samme gør Jens Worning, der er tidligere dansk generalkonsul i Skt. Petersborg.

- Lad os sige det på pænt jysk. Det er sølle af dem, siger han til RADIO IIII.

- De misbruger først et citat fra Zelensky (i et andet SoMe-opslag, red). Derudover har man har taget en analyse fra mig, som man tager fuldstændig ud af kontekst og fremstiller som et citat, siger Jens Worning.

DF-formanden opfordrede fredag over for DR derudover til, at man fører en Ukraine-politik, som tager udgangspunkt i virkelighedens verden og ikke en fantasiverden.

- Vi må indstille os på, at der skal være fred, og at der kommer en fredsløsning og forhandling nu i forbindelse med præsidentskiftet i USA, formodentlig også med territoriale afgivelser i et vist omfang, sagde Morten Messerschmidt fredag til DR.

Dansk Folkeparti har ikke haft mulighed for at kommentere ved artiklens udgivelse. RADIO IIII forsøger fortsat at få en kommentar fra partiet.

Sponsoreret indhold