DET ROYALE ÅR: SÅ MEGET SKETE DER

Frederiks og Marys bryllup var årets royale begivenhed - på det positive plan. Og hele Danmark gik i selvsving midt i maj. Det skete lidt over fire om eftermiddagen den 14. maj - øjeblikket alle havde ventet på. Mary Donaldson skred op ad midtergangen i Vor Frue Kirke - op for at give Frederik sit ja og blive vores alle sammens kronprinsesse. TV-kameraerne fangede øjeblikket, da vores kommende regent ikke kunne holde følelserne og glæden tilbage. Han kneb en dybfølt og ægte glædeståre.Ugerne forinden - og de efterfølgende - var Danmark gået i regulært bryllups-selvsving. Ikke ét plejehjem, ikke én børnehave, ikke én virksomhed, ikke én politiker, ikke én dansker kunne sige sig fri for at blive ramt af feberen. Og de kongelige holdt sig ikke tilbage for at fejre det største bryllup i Danmark endnu i dette årtusinde.