Der faldt mandag aften over 30 millimeter regn på 30 minutter ved Bjørup på Falster, og dermed er der tale om et dobbelt skybrud.
Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på den sociale platform X.
Ifølge DR og TV 2 var der tale om 34,1 millimeter regn på en halv time.
DMI oplyser klokken 22.30, at der over hele dagen er faldet over 60 millimeter regn mandag ved Bjørup.
Ifølge TV 2's hjemmeside er der faldet i alt 66 millimeter regn. Det betyder ifølge mediet, at der er faldet lidt mere nedbør omkring Bjørup på et døgn, end der normalt gør på landplan i hele juli.
Omkring klokken 19.30 skrev DMI, at regnvejret, som ventes at blive kraftigt i store dele af landet, havde ramt Østersø-regionen.
Herfra bevæger det sig videre ind over Sjælland og Fyn. Undervejs intensiveres regnvejret, skrev DMI i en opdatering på instituttets hjemmeside.
DMI har hele mandag haft varsler ude om "meget farligt vejr" i dele af landet.
Betegnelsen "meget farligt vejr" bruger DMI, når der er tale om regnvejr, hvor der kan falde over 24 millimeter regn på under seks timer.
Prognoserne har vist, at der kan komme op til 120 millimeter regn de steder, der bliver hårdest ramt. Det gælder især Østjylland, Fyn, Vestsjælland og Lolland og Falster.
Normalt falder der i gennemsnit 65,8 millimeter på landsplan i juli måned.
DMI har tidligere mandag også advaret om, at de store mængder regn kan føre til hurtige og markante vandstandsstigninger i vandløb og søer.
Det kan føre til oversvømmelser. Derfor er der også udsendt varsel om lokale oversvømmelser i de dele af landet, hvor der ventes at falde kraftig regn.
Det voldsomme vejr er udløst af en front, der i løbet af mandag aften udvikler sig og frem til tirsdag kan give den kraftige regn.
Med fronten falder temperaturen også markant, skriver DMI.
Dermed kan man de kommende dage forvente dagtemperaturer omkring 20 grader.