Det er så vildt: Donald Trump afsløret på nye billeder sammen med Jeffrey Epstein
Kan det fælde Trump?
Demokraterne fra et tilsynsudvalg i Repræsentanternes Hus i USA har fredag frigivet en række billeder fra boet efter den afdøde rigmand og dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein.
Det fremgår af en pressemeddelelse, hvor der indgår et link til en Dropbox-mappe til billederne.
Medierne CNN, BBC og The Guardian har ligeledes berettet om de i alt 19 billeder.
På flere af dem ses kendte personer.
Det tæller blandt andre den amerikanske præsident, Donald Trump.
I månedsvis har Trumps forhenværende relation til Epstein været et særdeles omtalt emne i amerikansk politik og presse.
Trump og Epstein var venner i 1990'erne og 2000'erne, hvor de festede sammen med andre medlemmer af den amerikanske og internationale magtelite.
Trump har sagt, at hans venskab med Epstein sluttede i 2000'erne, og at han ingen forbindelse har til Epsteins forbrydelser.
Præsidenten ses på tre af billederne. På et af dem er han flankeret af flere kvinder, hvis ansigter ikke kan ses.
Derudover figurerer personer som Microsofts medstifter Bill Gates, den tidligere demokratiske præsident Bill Clinton og Andrew Mountbatten-Windsor, der i november fik frataget sin prinsetitel i Storbritannien.
Andrew er blevet kritiseret for sit venskab med den afdøde seksualforbryder og forretningsmand Jeffrey Epstein.
Det er uklart, hvor og hvornår de 19 billeder blev taget, samt hvem der tog dem, skriver BBC.
I pressemeddelelsen fredag siger et højtstående medlem af tilsynsudvalget Robert Garcia:
- Disse foruroligende billeder rejser endnu flere spørgsmål om Epstein og hans relationer til nogle af de mest magtfulde mænd i verden.
- Justitsministeriet skal frigive alle filerne NU, lyder det videre.
Garcia henviser til de såkaldte Epstein-dokumenter. De refererer til det omfattende bevismateriale, som justitsministeriet og forbundspolitiet FBI for år tilbage indsamlede under en efterforskning i Florida.
Det førte i 2008 til, at Jeffrey Epstein tilstod at have betalt en mindreårig pige for seksuelle tjenester og blev idømt 13 måneders fængsel.
Natten til 20. november oplyste Trump, at han havde underskrevet et lovforslag om at frigive dokumenterne.
Fra da af havde USA's justitsministerium 30 dage til at offentliggøre dokumenterne. Nogle kan dog ende med ikke at se dagens lys, skrev nyhedsbureauet Reuters.
Fredag er det anden gang på kort tid, at Demokraterne fra tilsynsudvalget frigiver billeder relateret til Jeffrey Epstein.
Den 3. december blev der frigivet i alt 212 billeder og videoer fra en privat ø, som var ejet af den afdøde rigmand.
En unavngiven talsperson for udvalget, der består af flest Republikanere, har kritiseret Demokraterne for fredagens offentliggørelse og beskyldt dem for at "nøje udplukke (cherry picking, red.) fotos".
- Vi modtog over 95.000 fotos, og Demokraterne offentliggjorde kun en håndfuld, lyder det.
Det skriver BBC.
Epstein døde i et fængsel i 2019, mens han afventede en omfattende retssag i New York om menneskehandel og seksuelt misbrug af mindreårige.