Nyheder8 timer siden (opd. 7 timer siden)

Det bliver hot: Brandvarmt bryllup mellem Jeff Bezos og Lauren Sánchez i vente

De mandlige gæster kommer til at få det en smule varmt i jakkesættet til Bezos-brylluppet. Det forventes at blive op til 40 grader
Jeff Bezos og Lauren Sánchez kan med fordel have drikkevarerne klar. Det bliver nemlig meget varmt.
Jeff Bezos og Lauren Sánchez kan med fordel have drikkevarerne klar. Det bliver nemlig meget varmt.
 Foto: ASSOCIATED PRESS

Den italienske by Venedig, hvor den amerikanske milliardær Jeff Bezos i disse dage afholder sit bryllup, vil i weekenden opleve op til 40 grader.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Weekendens hedebølge omfatter store dele af Sydeuropa, hvilket har fået myndigheder til at udstede advarsler om de potentielt farlige temperaturer.

I Spanien har myndighederne klargjort sig til et forøget antal tilfælde af hedeslag, særligt hos udsatte grupper som ældre, børn og kronisk syge.

I Italien udsendte landets sundhedsministerium sin højeste varmeadvarsel for 21 byer hen over weekenden, herunder Rom, Milano og Venedig.

Den 61-årige Bezos skal giftes med journalist Lauren Sanchez, og de to vil lørdag udveksle ringe på San Giorgo, en af Venedigs mange øer.

Ceremonien har ingen juridisk status i Italien, fortæller en ansat ved Venedigs rådhus til AFP. Flere medier spekulerer derfor i, om Bezos og Sanchez allerede er blevet gift ved en privat ceremoni i USA.

Omkring 90 private jetfly ventes at lande eller allerede være landet i lufthavne omkring byen denne uge.

Nogle af de senest ankomne gæster, som er blevet set i Venedig torsdag, er Oprah Winfrey, Kris Jenner samt hendes døtre Kim og Khloé Kardashian.

Samtidig er der ifølge dpa spekulationer om, at kunstnere som Elton John, Lady Gaga og Mick Jagger skal optræde.

Endvidere skal den norske dj Kygo angiveligt optræde ved et af bryllupsarrangementerne. Det siger flere kilder med forbindelse til parret og Kygo til det amerikanske underholdningsmedie TMZ.

Det anslås, at fejringen vil koste Bezos et beløb svarende til mellem 300 og 350 millioner kroner.

Fejringen finder sted i det centralt beliggende område Cannaregio, som er kendt for blandt andet sit natteliv.

Sponsoreret indhold