Nyheder27. august 2023

Desværre, folkens: Loch Ness-uhyret ikke fundet

Er der et uhyre i Loch Ness-søen i Skotland? En stor eftersøgning har givet mere omtale end beviser
Loch Ness-uhyret holdt lav profil under eftersøgningen.
Loch Ness-uhyret holdt lav profil under eftersøgningen.
 Foto: Benedikt von Imhoff/picture-alli

Den største eftersøgning i årtier efter det påståede uhyre i søen Loch Ness i det skotske højland er slut.

Loch Ness, en stor og dyb ferskvandssø, huser ifølge rygter og turistbranchen i området en stor søslange, der kaldes "Nessie". Måske endda flere.

Der er nu ingen, der beviseligt har set slangen, men det skal være ganske vidst, at den er der.

Det kan den netop overståede eftersøgning imidlertid ikke bekræfte, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Lederen af eftersøgningen, Alan McKenna, siger, at han har modtaget flere videoer og tips fra personer, der har fulgt med i livestreaming fra flere kameraer ved søen.

Der har også været droner i luften over Loch Ness.

Men McKenna siger, at det vil tage lang tid at løbe det hele igennem for at lede efter det afgørende bevis på kæmpeslangens eksistens.

Eftersøgningen blev organiseret af Loch Ness Centret, der er lavet for besøgende ved søen, og entusiaster fra gruppen af frivillige i Loch Ness Exploration.

Deltagerne siger, at den to dage lange eftersøgning var den mest systematiske eftersøgning efter "Nessie" siden 1972.

Frivillige placerede sig ved 17 observationsposter rundt om søen. Samtidig fulgte hundredvis af andre med i livet ved og i søen via webcams.

Der er også brugt undervandsmikrofoner.

McKenna siger, at der under en lydprøve i fredags blev hørt en "bizar lyd" fra dybet. Et tjek samme sted søndag blev mødt af tavshed.

Det er ikke alle, der er overbeviste om, at der er noget ukendt i søen.

Tilbage i 2015 udgav Gareth Williams en bog om fænomenet. Han havde hele livet været fascineret af historien, og nu ville han finde ud af, hvad det handlede om, fortalte han i et interview med Scottish Daily Record.

Han nåede frem til, at det er fup.

Han stødte ind i rapporter om PR-manden DG Gerahty, der efter Den Store Depression i 1929 og nogle år frem blev hyret af hotelejere ved Loch Ness.

De manglede kunder, og kunne han måske hjælpe dem?

Det kunne han. Han opfandt historien om uhyret.

- Alt, der skulle gøres, var at organisere, at nogen så uhyret. Det gjorde vi, og så rullede snebolden, skriver han i sin bog.

Gareth Williams påpeger også, at det ikke er muligt at finde rapporter om "Nessie" fra tiden før Den Store Depression.

Sponsoreret indhold