Desperat nødråb fra LEVENDE begravet kvinde på Twitter: – Red mig!

Mange er døde eller fanget under murbrokkerne efter et kraftigt jordskælv natten til mandag ramte det sydøstlige Tyrkiet.
Nu råber levende begravede desperat efter hjælp på de sociale medier. Nødråbene er allerede så mange, at de nu har fået deres eget hashtag på Twitter – #enkazaltındayım. Det betyder "Jeg er under ruinerne".
Det skriver TV 2.
Klokken 04.53 mandag morgen delte en kvinde et hjerteskærende billede på det sociale medie.
“Red mig”, skrev kvinden, der er identificeret som Aysel Yeral, til billedet. Hun blev natten til mandag fanget i murbrokkerne i den bygning, hun befandt sig i, da jordskælvet ramte.
Få minutter senere delte hun et nyt tweet, hvor hun forklarede, at hun befinder sig tæt på politistationen i Antakya.
I stedet for at skrive sine nødråb på sin egen konto har Aysel Yeral i stedet valgt at kommentere andre tweets om katastrofen. Det har i skrivende stund bevirket, at hendes opslag er blevet set af millioner.
En af dem, der har bemærket hendes nødråb, er musikeren Haluk Lavent, der nu skriver, at hun skal holde modet oppe:
– Kære Aysel, spar på strømmen. Myndighederne er på vej, skriver han.
Det vides desværre ikke, om det er lykkedes myndighederne at finde frem til Aysel Yeral.

Jordskælvet blev målt til 7,8 og har foreløbig kostet over 1300 personer livet i Tyrkiet og Syrien.
Skælvet fandt sted mellem byerne Gazientep og Osmaniye – cirka 50 kilometer fra den syriske grænse. Epicentret lå 17,9 kilometer under jordens overflade.
Det er blevet fulgt af flere efterskælv.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, beskriver nattens jordskælv som den største naturkatastrofe, der har ramt Tyrkiet siden 1939. Dengang mistede over 30.000 mennesker livet i et jordskælv.