Nyheder7. marts 2024

Der ventes mange mennesker og trængsel i Viborg ved Papes bisættelse

Politiet advarer om trafikale udfordringer i Viborg midtby lørdag. Der er desuden kun få pladser i kirken
Søren Pape Poulsen blev 52 år gammel.
Søren Pape Poulsen blev 52 år gammel.
 Foto: Ritzau Scanpix

Pladsen bliver trang i og omkring Viborg midtby lørdag, når Søren Pape Poulsen bisættes fra Viborg Domkirke klokken 11.00.

Midt- og Vestjyllands Politi forventer, at "et stort antal mennesker" kommer til byen, lyder det i en pressemeddelelse.

Det kan skabe trafikale udfordringer.

Området omkring kirken spærres af, og flere gader i byen bliver påvirket både før og under bisættelsen.

Biler, der er parkeret i området, skal fjernes i perioden fredag 8. marts klokken 20.00 til lørdag 9. marts klokken 14.00. Biler, der ikke er fjernet, bliver flyttet af politiet.

Politiet opfordrer til at lade bilen stå derhjemme og bruge alternative transportmuligheder eller sætte bilen uden for bymidten.

Til selve bisættelsen i domkirken er der plads til både særligt inviterede og til offentligheden. Men der er begrænsede pladser, skriver politiet.

Der kan være 800 gæster i domkirken, men cirka 250 pladser er reserveret til indbudte gæster.

Der udføres adgangskontrol af alle, der deltager i den kirkelige handling.

Dørene til kirken åbner klokken 09.00, og alle skal være på plads i kirken klokken 10.30 - en halv time inden bisættelsen.

Når bisættelsen er slut, vil rustvognen køre en rute i Viborg. Det bliver muligt at stå langs gaden og se bilen køre forbi, omend der kun vil være plads til et begrænset antal mennesker på grund af de smalle gader, skriver politiet.

Søren Pape Poulsen, der var formand for De Konservative, døde lørdag efter at være blevet ramt af en hjerneblødning fredag. Han blev 52 år.

Pape havde været borgmester i Viborg og boede i byen frem til sin død.

Sponsoreret indhold