Nyheder13. januar 2024

Der er styr på lortet: Folketinget har sat 150 toiletter op

Mange valfarter i weekenden til København for at overvære tronskiftet, og de skal også kunne komme på das
København gør sig klar til den store fest i forbindelse med tronskiftet søndag d. 14. januar 2024. Der forventes mange tusinde mennesker i byens gader søndag og det kræver mange toiletter, som her på Højbro Plads.
København gør sig klar til den store fest i forbindelse med tronskiftet søndag d. 14. januar 2024. Der forventes mange tusinde mennesker i byens gader søndag, og det kræver mange toiletter.
 Foto: Bax Lindhardt / Ritzau Scanpix

Alt tyder på, at København søndag vil være stuvende fuld af mennesker, der vil overvære, når Danmark får en ny konge.

Og alt imens man venter på, at kong Frederik X træder ud på balkonen på Christiansborg Slot skal der også være mulighed for at tisse af. Derfor har Folketinget sat 150 toiletter op rundt i byen.

Det oplyser Claus Brask, der er presseansvarlig i Folketingets administration.

Toiletterne og nogle urinaler vil være at finde på Højbro Plads og ude foran Finansministeriet på Slotsholmsgade.

Folketinget har fået tilladelse af Københavns Kommune til at sætte toiletterne op rundt om i byen.

Københavns Politi har tidligere på ugen meldt ud, at det forventer "rigtig, rigtig mange mennesker" i byen på den store tronskiftedag.

Helt præcis hvor mange, vil politiet dog ikke spå om.

Da dronning Margrethe trådte ud på selvsamme balkon, som hendes søn træder ud på søndag, i forbindelse med hendes proklamation i 1972 havde 50.000 mennesker trodset vinterkulden.

Det skriver DR.

Politiet forventer søndag mange mennesker langs ruten frem og tilbage mellem Amalienborg og Christiansborg, hvor dronningen og det nye kongepar skiftevis vil transportere sig i guldbryllupskareten for at vinke ud til de mange fremmødte.

Cykler og særligt ladcykler bør heller ikke medbringes på Slotsholmen. De bør parkeres andre steder end langs ruten og omkring Christiansborg Slotsplads, lyder opfordringen fra politiet.

Klokken 15 træder kronprins Frederik ud på balkonen på Christiansborg Slot for første gang som konge, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) vil proklamere tronskiftet.

Her forventes det særligt, at mange mennesker vil stå tæt side om side for at få et glimt af kong Frederik X.

Sponsoreret indhold