Nyheder10. november 2017

Depeche Mode kommer på Tinderbox

Det ikoniske band spiller sjældent på festivaller, men det er alligevel lykkedes Tinderbox at få fat i bandet.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sh-01851.jpg
 Foto: All Over

Nok især folk fra 80'erne mindes deres ungdom, når de hører numre som "Personal Jesus" og "Enjoy the Silence" fra elektropopgruppen Depeche Mode.

Men selv om gruppen faktisk blev dannet i 1980, så holder musikken tilsyneladende stadig 38 år senere. I hvert fald har den fynske festival Tinderbox hyret Depeche Mode ind som et af de helt store navne.

Det engelske band spiller sjældent på festivaller, men det er altså alligevel lykkedes folkene bag Tinderbox at få drengene til at gøre en undtagelse.

- Vi er enormt stolte over, at Depeche Mode har valgt at spille en sjælden festivalkoncert i Odense. De er et utroligt vigtigt navn i musikhistorien, der har inspireret alle fra Nephew til Rammstein, og så har de så ufattelig mange hits på samvittigheden, at koncerten ikke kan undgå at blive en kæmpefest, siger pressechef for Tinderbox, John Fogde, til Ritzau.

Til gengæld er bandet ikke tilbageholdne med at spille i Danmark. Når de gæster Tinderbox vil det være deres tredje optræden i Danmark på godt et års tid.

De spillede i Parken i maj 2017, og de kommer allerede tilbage igen til januar - denne gang spiller de dog i Royal Arena.

Indtil videre er Depeche Mode det eneste navn på Tinderbox-plakaten, selv om billetsalget starter på mandag. Festivallen har dog lovet at offentliggøre flere navne sidst på måneden.

Sponsoreret indhold