Nyheder3. oktober 2023

Den danske stat vil øge sin ejerandel i SAS til 25,8 procent

Et konsortium vil investere 12,9 milliarder svenske kroner i SAS.
Fly fra SAS passerer kontroltårnet i Københavns Lufthavn, onsdag den 24. maj 2023.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
I august havde SAS et underskud på svimlende 638 millioner svenske kroner, svarende til 406 milliioner danske kroner.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

En gruppe af investorer redder det nødlidende luftfartsselskab SAS fra konkurs.

Gruppen af investorer består af investeringsselskabet Castlelake, holdingselskabet Air France-KLM, Lind Invest med den danske erhvervsmand Henrik Lind og den danske stat.

Det oplyser SAS i en pressemeddelelse kort tid før et planlagt pressemøde i luftselskabets hovedsæde i Stockholm.

I alt vil investorerne investere 12,9 milliarder svenske kroner i SAS, hvilket ifølge aktieanalytiker Jacob Pedersen i Sydbank er nok til, at luftfartsselskabet kan komme ud af den Chapter 11-proces, som selskabet er i.

Den nye ejerkreds kommer som en relativt stor overraskelse for aktieanalytikeren.

- For SAS og strukturen i SAS er Air France-KLM det store. Det er et selskab med en tyndslidt balance, derfor er jeg overrasket over, at de bruger penge på det her. Det viser, at de ser noget kommerciel værdi i at eje SAS, siger Jacob Pedersen.

Ifølge pressemeddelelsen vil den danske stat øge sin ejerandel fra nuværende 21,8 procent til 25,8 procent.

Sammen med Danmark bliver det globale investeringsfirma Castlelake storaktionær i SAS.

Castlelake vil have en ejerandel på 32 procent, og har dermed den største andel i SAS.

Flyselskabet Air France-KLM kommer til at stå for cirka 20 procent, mens Lind Invest vil eje knap ni procent.

Med Air France-KLM som aktionær skifter SAS også fra at være en del af rejsesamarbejdet Star Alliance til i stedet at gå med i Sky Team, som KLM er en del af.

- Det betyder et skift i alliance og dermed en fuldstændig omvending af, hvem der er venner og ikke venner. Air France-KLM sætter Lufthansa hvis ikke skakmat, så skak. Lufthansa mister en god allieret i SAS her, siger Jacob Pedersen.

Konkret vil det betyde, at danske rejsende skal til at lære nye luftselskaber at kende, når de bestiller rejser gennem SAS til destinationer, som SAS ikke selv flyver til.

Her vil det være selskaber fra Sky Team-alliancen, der på sigt vil tage over.

I juli 2022 gik SAS til en amerikansk konkursdomstol og bad om at få sat gang i en konkursbeskyttelse, en såkaldt Chapter 11-proces.

Den havde til formål at beskytte selskabet mod kreditorer, der vil have deres penge omgående, mens SAS omstrukturerer.

Domstolen godkendte SAS' planer om at finde nye ejere.

Imens har SAS blødt milliarder og er blevet holdt i live af blandt andet et milliardlån fra kapitalfonden Apollo Global Management og en tilkendegivelse fra den danske stat om at være åben over for at øge sin ejerandel.

SAS' ambition har været at finde ny kapital for mindst 9,5 milliarder svenske kroner i selskabet.

Der har tidligere været gisninger om, at Apollo ville blive en af de helt store aktionærer i SAS, da kapitalfonden tidligere har meddelt, at den var klar til at konvertere det lån, som SAS optog i forbindelse med konkursbeskyttelsesprocessen.

Detaljerne i den nye aftale mellem de nye ejere og SAS mangler at komme helt på plads, skriver luftfartsselskabet.

Derudover skal transaktionen også godkendes som en del af Chapter 11-processen.

Sponsoreret indhold