Nyheder14. maj 2024 (opd. 14. maj 2024)

Den 30. september er det et krav: DR kræver login til DRTV

Hvis du fra den 30. september og frem ønsker at se on demand-indhold på DRTV, skal du oprette et login. Det skriver DR
Fra den 30. september skal man bruge login, hvis man ønsker at se on demand-indhold på DRTV.
Fra den 30. september skal man bruge login, hvis man ønsker at se on demand-indhold på DRTV.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Brugere af DRTV har indtil nu selv kunnet vælge, om de ville bruge login, når de ville se indhold på appen, der ikke bliver sendt live.

Men fra og med 30. september er der ikke længere nogen vej udenom: Fra den dato bliver login obligatorisk.

Begrundelsen er ifølge DR, at det giver brugeren en bedre oplevelse.

- Når man logger ind, får man sin egen forside til DRTV. Der vil både være indhold, alle danskere kan være fælles om, og så vil der være indhold, der er mere relevant for den enkelte.

- Uanset om man ser DR-indhold på en tablet, tv eller mobil, siger Lasse Bastkjær Jensen, der er direktør for DR Strategi og Brugere.

Login betyder altså, at DR bedre kan tilpasse de tilbud, som brugerne præsenteres for, fordi der opbygges et kendskab til den enkelte brugers foretrukne programmer og indhold.

DR beder kun om navn og emailadresse, og navnet kan være hvad som helst. Derfor kan man være anonym, hvis man ønsker det.

DR fortæller, at 1,2 millioner allerede har oprettet et login, og at man i den kommende tid vil tage på rundtur i Danmark for at hjælpe dem, der har svært ved det tekniske.

Sponsoreret indhold