DEMONSTRATIONER

Om den efterhånden temmelig berømte udtalelse er der to ting at bemærke: For det første, at den kom fra hjertet - Fogh var rasende. For det andet, at det var cirka det dummeste, han nogensinde har sagt. For pludselig kunne helt almindelige vælgere, der blot var bekymret for forholdene i deres børns daginstitutioner, se sig udråbt som både socialister og ballademagere.

Nu er der gået et år. Og i tirsdags var der så igen massive demonstrationer mod regeringens politik. På Christiansborg Slotsplads stod tusinder af sygeplejersker, politibetjente, social- og sundshedsassistenter samt gymnasieelever - alle for at protestere mod det, de opfatter som regeringens udsultning af den offentlige sektor.

Og Fogh? Ja, han har lært af sidste års fadæse. Godt nok er han grundlæggende uenig - regeringen mener at kunne dokumentere, at der er brugt flere penge på den offentlige sektor. Men alligevel er taktikken den modsatte af sidste år - nemlig at omfavne de protesterende ihjel.

I al fald er det påfaldende, hvor forstående og forsonlig statsministerens tone var i tirsdags. Hvilket selvfølgelig hænger sammen med, at han ikke ønsker at skubbe en stor gruppe af vælgere fra sig. Og derfor vælger Fogh - formentlig stærkt imod sit temperament - at gøre gode miner til slet spil. Det er taktisk klogt.

Men man kunne spørge: Er det rimeligt, at det er de højestråbende, der pr. definition skal have deres vilje? Har man ret, fordi man er mange?

Hvad med alle dem, der ikke har ressourcer til at blokere og demonstrere - de psykisk syge, kræftpatienterne, de hjemløse, de gamle? Har de mindre ret end alle dem med bannerne?
Vist ikke ligefrem.