Nyheder19. oktober 2022

Delt 15.000 gange: Halvspiste tarteletter fra børneafdeling går viralt

Nadja Lindberg Bonne oplever ofte, at hendes kolleger på børneafdelingen på AUH har alt for travlt
tartelet
Her ses Nadja Bonne til højre, og den halvspiste tartelet til højre.
 Foto: Privat / TV 2 Østjylland

En tallerken med en halvspist tartelet og en endnu urørt står på bordet.

Kniv og gaffel er i "spiseposition", og en glasflaske med Pepsi står foran tallerkenen. Den er ikke drukket færdig. Der sidder ikke nogen på stolen ved bordet. På et tidspunkt sad der en sygeplejerske, men vedkommende havde ikke tid til at spise færdig.

Billedet har Nadja Lindberg Bonne delt på sin Facebookprofil. Hun er kollega til føromtalte sygeplejerske, og i opslaget fortæller hun om de forhold, hun ser hos sine kolleger. Der er ikke tid til at spise op. Der er ikke tid til at gå på toilet.

Det er den virkelighed, Nadja Lindberg Bonne oplever på de travle vagter - og det er rygende alvorligt, pointerer hun over for TV 2 Østjylland.

Opslaget på Facebook er blevet delt mere end 15.000 gange og har fået masser af reaktioner og kommentarer, siden det blev delt fredag. Dermed er det nået markant længere ud, end Nadja Lindberg Bonne havde troet, da hun satte sig til at skrive det i en pause på hendes vagt.

- Jeg skrev opslaget, fordi jeg hyppigere end tidligere oplever sygeplejersker være presset ud over kanten. De har ofte dobbeltvagter, påtvungne vagter og har ikke tid til at spise, forklarer hun.

Nadja Lindberg Bonne har været læge i 10 år. Hun oplever, at problemerne bliver større og større, og hun frygter, det kommer til at gå helt galt.

- Jeg er bekymret for, om det kan fortsætte med at være foreneligt med den patientsikkerhed, som der skal være, hver gang man er patient på et sygehus. Skrækscenariet er, at sundhedsvæsenet bryder sammen, siger hun.

Konkret ser hun allerede nu, at manglen på sygeplejersker på afdelingen går ud over patienter. De når nogle gange ikke at få deres medicin til tiden, og sygeplejesker går grædende hjem fra vagt i frustration over ikke at nå de ting, som de skulle, selvom de har pisket rundt.

- Vi arbejder med syge mennesker, og travlhed er et vilkår i perioder. Vi kan aldrig få et arbejdsmiljø uden travlhed, men det er heller ikke det, vi ønsker eller beder om, siger lægen.

- Vi trives fint med at have travlt og løbe stærkt. Personligt kan jeg sågar få et kick ud af at have travlt og løse det, men når det foregår uproportionelt meget og mere er reglen end undtagelsen, så føler vi os forpligtet til at råbe om hjælp.

Hun mener dog, at patienter stadig kan være helt trygge ved at være på sygehusene, fordi de ansatte er, som de er.

- Selvom vi burde, siger vi ikke fra, fordi vi ved, det går ud over patienterne. Det er dem, vi er der for, og det er dem, vi holder af at hjælpe.

Opslaget på Facebook er ikke en kritik af hverken sygehus eller børneafdelingen på AUH, understreger Nadja Lindberg Bonne. Det handler om de rammer, som der er at arbejde under.

- Jeg synes, problemet er på et politisk niveau og ikke på ledelsesniveau. Altså, man kan jo ikke forvente at få serveret tre retters menu, hvis man kun har penge til dåsetun og et halvtørt franskbrød, siger hun.

Nadja Lindberg Bonne har ikke et svar på, hvordan man forbedrer situationen, men hun er sikker på, at det skal være mere attraktivt at være sygeplejerske.

- Logisk tænkende mennesker vælger ikke et job med opslidende arbejdsforhold til en løn, de ikke er tilfredse med. Det er egentligt ret simpelt, når man ser på det med de briller, siger hun.

Lige nu er situationen dog så grel, mener hun, at der må en storstilet plan og nødløsning til, hvis tingene ikke skal blive værre.

- Det hele skal rystes, hvis du spørger mig. Der skal ske noget. Og det løses ikke isoleret ved at kigge på sygeplejerskerne, konstaterer hun.

Sponsoreret indhold