Deler nyt om gerningsmanden til Sydney-skyderi: Her er han fra

Den 24-årige mand, som er blevet udpeget som en af de to gerningsmænd bag søndagens masseskyderi i Sydney, er australsk statsborger. Han er født i Australien.
Det fortæller Australiens indenrigsminister, Tony Burke, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Faren til den 24-årige - en 50-årig mand - er også blevet udpeget som gerningsmand bag skyderiet. Han kom til Australien på et studievisum i 1998 og fik siden permanent ophold.
Den 50-årige gerningsmand mistede livet i skyderiet søndag, der fandt sted på Bondi Beach i den australske storby. 15 andre blev dræbt - heriblandt en 10-årig pige.
Den 24-årige gerningsmand blev såret i angrebet, der var rettet mod en jødisk begivenhed på stranden, og hans tilstand beskrives som kritisk, men stabil. Han er indlagt på et hospital under politibeskyttelse, skriver nyhedsbureauet AFP.
Motivet bag angrebet er ukendt. Ifølge ABC blev der fundet to flag fra Islamisk Stat i de to formodede gerningsmænds bil ved Bondi Beach.
Ifølge det australske medie blev den 24-årige gerningsmand for seks år siden undersøgt af Australiens nationale sikkerhedstjeneste for mulige forbindelser til en Islamisk Stat-gruppe med base i Sydney.
Ifølge mediet menes den 24-årige mand at have haft tætte forbindelse til et medlem af Islamisk Stat, som blev anholdt i 2019 og dømt for at forberede en terrorhandling i Australien.
Hverken australsk politi eller sikkerhedstjenesten ønsker at kommentere sagen, skriver nyhedsbureauet AFP.
Lederen af sikkerhedstjenesten, Mike Burgess, har ifølge ABC sagt, at en af gerningsmændene var kendt af politiet, men blev ikke vurderet til at være en trussel.
Australiens premierminister, Anthony Albanese, siger på et pressemøde mandag, at den 24-årige mand blev efterforsket i et halvt år.
Søndagens skyderi i Sydney er det mest dødbringende i Australien i næsten 30 år. I 1996 blev 35 mennesker dræbt i Tasmanien. Kort tid efter skærpede Australien landets våbenlov markant.