Nyheder28. april 2023

Debattør om Lizette Risgaard: – Fint at der kommer noget frem om kvinder

Det giver et nuanceret billede af MeToo-debatten, at det nu er en kvinde, der har udnyttet sin magtposition, mener Anna Thygesen
Anna Thygesen tror ikke, at Lizette Risgaard får lov til at blive særligt længe på formandsposten hos FH, efter beskyldninger om krænkende adfærd er kommet frem.
Anna Thygesen tror ikke, at Lizette Risgaard får lov til at blive særligt længe på formandsposten hos FH, efter beskyldninger om krænkende adfærd er kommet frem.
 Foto: Marie Hald

For en sjælden gangs skyld er det nu en kvinde, der er i spotlyset for at have begået krænkelser mod mandlige medarbejdere, og det mener Anna Thygesen, der er kommunikationsekspert og en aktiv deltager i MeToo-debatten, kan give et mere nuanceret billede af debatten.

– Det er fint, at der også kommer noget frem om kvinder, for det handler ikke om sex, men om at folk ikke tør sige fra, fortæller hun til SE og HØR.

Formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, er lige nu på pinebænken, efter flere mænd fra organisationen er stået frem og fortalt, at de har oplevet krænkende adfærd fra formanden.

At det nu er en kvinde i en stor magtposition, der bliver anklaget for krænkelser, viser ifølge Anna Thygesen, at MeToo ikke kun handler om magtfulde mænd, der udnytter deres stilling over for yngre kvinder.

– Lizette Risgaard er en af de mest magtfulde mennesker i Danmark. Magten er steget hende til hovedet, og så tror man, at man kan opføre sig, som man vil. Det her handler om chefer, der misbruger deres magt, og organisationer, der lader dem gøre det, siger hun med henvisning til, at ledende medarbejdere har været bekendt med formandens opførsel.

Da MeToo-debatten for alvor tog fart, tog FH aktiv del i debatten og skrev blandt andet et protestbrev, hvor man blæste til kamp mod krænkelser på arbejdspladsen.

Klip til 2023, hvor Lizette Risgaard nu må ud at undskylde for sin opførsel over for sine ansatte.

– Hun skriver, at hun ikke har været bevidst over sin egen position – det er overraskende. Den magt betyder jo også noget på kontoret, og det har hun åbenbart ikke været bevidst om. Det er amatøragtigt, forklarer Anna Thygesen.

Ind til videre har Lizette Risgaard fået lov at blive som formand, mens en advokatundersøgelse bliver igangsat, men Anna Thygesen tror ikke, at formanden får lov til at blive i FH lang tid endnu.

– Organisationen vil gerne beholde hende, men jeg er nervøs for, om hun kommer til at skygge for deres arbejde og så kan det være, at hun trækker sig, for det kommer til at fylde alt for meget, siger hun.

Sponsoreret indhold