Nyheder15. april 2024 (opd. 15. april 2024)

De vil være formænd i Nye Borgerlige

Der er officielt to kandidater til formandsposten i Nye Borgerlige
Den tidligere profil for Dansk Folkeparti Martin Henriksen vil gerne være Nye Borgerliges nye formand. (Arkivfoto).
Den tidligere profil for Dansk Folkeparti Martin Henriksen vil gerne være Nye Borgerliges nye formand. (Arkivfoto).
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der er officielt to kandidater til formandsposten i Nye Borgerlige.

Det bekræfter den fungerende formand, Frederik Meyer Johannesen, til Ritzau forud for et ekstraordinært årsmøde tirsdag aften i Fredericia.

Der er tale om det tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen og den mere ukendte Daniel Fischer. Sidstnævnte er fra Sydfynskredsene.

På det ekstraordinære årsmøde skal partiets fremtid dog først afklares, inden en formandskamp bliver aktuel.

Der har været andre potentielle formandskandidater de seneste måneder, men flere er altså faldet fra.

Eksempelvis har regionsrådsmedlem i Region Sjælland og byrådsmedlem i Næstved Githa Nelander samt Nis Otto Kristensen, der er lokalformand for partiet i København, tidligere vist interesse.

Ifølge Frederik Meyer Johannesen ventes knap 300 medlemmer at deltage tirsdag aften.

Partiets fremtid er på spil, efter at stifter og daværende partiformand Pernille Vermund i januar lagde op til, at partiet opløses.

Nye Borgerliges folketingsgruppe eksisterer ikke længere i Folketinget, og Vermund er i dag medlem af Liberal Alliance.

Kim Edberg Andersen er for nylig skiftet til Danmarksdemokraterne, mens Peter Seier Christensen har været sygemeldt længe.

I det hele taget har Nye Borgerlige været i frit fald siden folketingsvalget 1. november 2022.

Mette Thiesen, Mikkel Bjørn og Lars Boje Mathiesen har nemlig også forladt Nye Borgerlige siden valget af forskellige årsager.

De to førstnævnte er i dag at finde hos Dansk Folkeparti. Lars Boje Mathiesen er løsgænger. Han har flere gange varslet et nyt politisk projekt, måske et nyt parti, men der er ikke sket noget konkret på den front endnu.

Sponsoreret indhold