Nyheder3. marts 2023

De unge amerikanere er på TikTok minimum en time hver dag

Amerikanere mellem 18 og 24 år er på det kinesiske sociale medie mere end end time om dagen
TikTok er også en populær app blandt danske unge. I USA viser en rapport, at de amerikanske unge mennesker bruger appen mere end en time om dagen.
TikTok er også en populær app blandt danske unge. I USA viser en rapport, at de amerikanske unge mennesker bruger appen mere end en time om dagen.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det går kun én vej med unge amerikaneres forbrug af den populære videoapp TikTok.

Tal viser nu, at unge bruger en mængde tid, der svarer til en komediefilms spilletid, på appen hver dag.

Det viser en rapport udarbejdet af den amerikanske tænketank Insider Intelligence.

- TikTok er en af de helt store årsager til den vedvarende vækst i tid brugt på sociale medier siden coronapandemien, fremgår det i rapporten.

- TikTok-brugere i alderen 18 til 24 år ser det, der svarer til en komediefilms spilletid, hver dag.

TikTok og ikke mindst selskabet bag, kinesiske Bytedance, har fået kras kritik af både myndigheder og politikere, fordi der er mistanker om, at Bytedance videregiver TikTok-brugeres data til den kinesiske regering.

Det har blandt andet fået to EU-institutioner til at kræve, at deres medarbejdere sletter appen fra de telefoner, som de bruger i forbindelse med deres arbejde.

Også i store dele af USA har embedsmænd fået forbud mod at have TikTok på deres arbejdstelefoner. Det gør sig desuden gældende i flere danske ministerier.

Ikke desto mindre stormer TikTok frem, hvad angår brugernes skærmtid.

Ifølge rapporten fra Insider Intelligence har appen for længst overgået den ellers populære videoplatform YouTube og nærmer sig nu den gennemsnitlige brugstid for streaminggiganten Netflix hos amerikanere i alderen 25-54.

Inden året er omme vil voksne amerikanere i gennemsnit bruge 56 minutter om dagen på TikTok, forudser Insider Intelligence. Det er kun seks minutter mindre, end den samme gruppe bruger på Netflix.

I samme periode, som mængden af tid brugt på TikTok er steget, er mængden af tid foran fjernsynet faldet. Rapporten vurderer desuden, at mange af de unge, som stadig ser fjernsyn, gør det med telefonen og den kinesiske videoapp i hånden samtidig.

Sponsoreret indhold