Nyheder10. december 2021

De blå madbude udvider: Nu kan du bestille supermarkedsvarer fra Wolt

Wolt udvider sin forretning således, at man nu kan bestille varer fra supermarkeder.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20211203-201019-5-1920x1280we.jpg
 Frank Hoermann/Picture Alliance/Ritzau Scanpix

Bor man i en af de større danske byer, kan man ikke undgå at lægge mærke til de blå cykel- og knallertbude, der leverer mad til døren med deres kvadratiske rygsække.

Men fremover behøver du ikke nøjes med at få leveret burger og pizza til døren. Har du i stedet blot lyst til en liter mælk eller et par bananer, kan du også få det leveret til din adresse.

Det skriver netavisen Piopio, der beretter at Wolt er den nyeste spiller på markedet, når det kommer til aflevering af dagligvarer.

København og Aalborg

Og den er god nok. Går man ind på Wolts hjemmeside, kan man nu gå ind på undersiden Wolt Market, der altså er dagligvareudbringning.

Her fremgår det, at man kan få alt fra mad og drikke til plejeprodukter og rengøringsartikler.

Ifølge Piopio er det Wolts egne butikker, som budene vil levere varer fra. Wolt har nemlig åbnet tre supermarkeder - to i København og et i Aalborg - som budene henter varerne i.

Der er lige nu 2000 varenumre, og leveringstiden ser ud til at være på mellem 30 og 40 minutter.

Hård konkurrence

Wolt er ikke eneste dreng i klassen, der byder på dagligvarelevering.

Tyske Gorillas kom til Danmark i sommer og leverer samme service. Her følger der dog en ti minutters garanti med, når du bestiller varerne.

Den store forskel på de to firmaer er dog, at Gorillas har ansat sine cykelbude, mens at Wolt fortsat hævder, at deres bude er selvstændige og derfor altså ikke er ansat.

Wolt blev stiftet i Finland i 2014. Det blev for en måned siden købt af den amerikanske leveringstjeneste Doordash for syv milliarder euro - svarende til cirka 52 milliarder kroner.

Sponsoreret indhold