Nyheder 8. marts

Dato for Messerschmidt-sag fastsat

Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidts skæbne skal afgøres på ny i december
Foto: Mikael Reick

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, kommer ikke til at få afklaring på sin retssag om svig med EU-midler og dokumentfalsk før tidligst i december.

Det står klart, efter at Retten i Lyngby på sin hjemmeside har oplyst, hvilke dage sagen skal køre.

Der bliver tale om 15 retsdage fra 16. november til 19. december.

Sagen, der også kaldes Meld- og Feld-sagen, er blevet kørt en gang tidligere og fandt en afgørelse i august sidste år.

Her blev Morten Messerschmidt i første omgang idømt en betinget fængselsstraf på seks måneder.

Østre Landsret fandt dog, at sagen skulle gå om. Det skyldtes, at dommeren i sagen, Søren Holm Seerup, kunne opfattes som inhabil, fordi han havde "liket" et opslag på Facebook om Messerschmidt.

Derfor skal sagen igen føres i byretten.

Sponsoreret indhold