Nyheder7. august 2023

Danskerne støtter: 1,2 millioner kroner doneret til toårige Haileys operation

Jyske Haileys familie har nu råd til at få den lille pige opereret i USA
Hailey har siden fødslen haft en knude i kinden. Nu vokser den faretruende mod luftrøret.
Hailey har siden fødslen haft en knude i kinden. Nu vokser den faretruende mod luftrøret.
 Foto: Privat

For to måneder siden kunne SE og HØR fortælle om den kun to år gamle Hailey, der i kinden har en knude af vener, som vokser sig større og større.

De danske læger tør ikke operere – familien tør ikke lade være. Derfor oprettede Haileys mor, 28-årige Nana Ritz Krarup en indsamling for at få råd til en svimlende dyr, amerikansk behandling.

Nu har hun så - midt i Bilka - modtaget den gode nyhed: Målet er nået.

Nana og Frederik Ritz Krarup med femårige Emily, toårige Hailey og familiens nyeste skud på stammen, Pilou på fire måneder.
Nana og Frederik Ritz Krarup med femårige Emily, toårige Hailey og familiens nyeste skud på stammen, Pilou på fire måneder.
 Foto: Privat

Med danskernes hjælp har familien på kun to måneder fået indsamlet hele 1,2 millioner kroner. Penge, der alle går direkte til den færd, Hailey og hendes forældre nu skal ud på.

– Det har været tæske hårdt at holde sådan en indsamling i gang. Vi startede med at ligge søvnløs en uge, inden vi tog beslutningen om at søge om tilladelse til at starte en indsamling, skriver Nana i et opslag på Instagram, hvor hun understreger, hvor taknemmelig familien er.

Om 10 dage rejser de til New York, hvor den lille pige skal have mindsket knuden af vener, som truer med at vokse sig stor nok til at besværliggøre hendes vejtrækning.

Den har været der siden fødslen, men dengang fik hendes mor, den i dag 28-årige Nana Ritz Krarup, at vide, at der ikke var grund til bekymring.

Haileys knude bliver større og større både indeni og udenpå. Yderst ser man også tydeligt de knudrede vener gennem huden.
Haileys knude bliver større og større både indeni og udenpå. Yderst ser man også tydeligt de knudrede vener gennem huden.
 Foto: Privat

– Det er en misdannelse i venerne, lidt som en garnnøgle. Hendes vener er helt kludrede sammen, forklarer Nana Ritz Krarup og uddyber:

– Den sidder i halsen. Det fik vi ikke at vide til at begynde med – der fik vi at vide, at det kun var kosmetisk. Men i halsen er det livstruende. Der ramlede vores verden.

Læs hele historien om Hailey her.

Sponsoreret indhold