Nyheder15. april 2024

Danskerne søger i højere grad på "Prepper-produkter"

Sammenlignet med sidste år søger befolkningen i højere grad på ting, der kan være behjælpelige i potentielle krisesituationer
Emergency radio with flashlight rechargeable using built-in hand crank or solar cell
Danskernes søgning på batterdrevne radioer er steget med 168 procent sammenlignet med sidste år.
 Foto: Colourbox/Arkivfoto

I januar bad de svenske myndigheder befolkningen om at forberede sig på, at der kan komme krig i landet.

Herhjemme har meldingen umiddelbart ikke været lige så klar, men det tyder på, at danskerne alligevel forbereder sig på en potentiel krise.

Ifølge Finans, der har talt med prissammenligningstjenesten Pricerunner, søger danskerne nemlig i højere grad på såkaldte "prepper-produkter".

- Det er gået op for danskerne, at risikoen for krig er rykket tættere på, og det afspejler sig i forbrugsmønstrene. Særligt den seneste måned er der blevet søgt ualmindeligt meget efter såkaldte prepper-produkter, siger forbrugeranalytiker i Pricerunner Katrine Barslev til mediet.

Her er det især batteridrevne radioer, som danskerne søger på. Ifølge Pricerunner har 168 procent flere søgt på batteridrevne radioer i forhold til sidste år. Derudover er der også sket en stigning i danskernes søgning på soveposer, stormkøkkener samt produkter til at rense vand.

Pricerunner har taget udgangspunkt i den liste over ting, der er gode at have ved hånden i tilfælde af ulykker og katastrofer, som Beredskabsforundet har lavet.

Sponsoreret indhold