Nyheder17. januar 2023

Danskerne skal stemme om afskaffelse af store bededag

Et flertal af danskerne vil have regeringens bededags-beslutning til en folkeafstemning, viser meningsmåling.

Regeringens forslag om at fjerne store bededag bør sendes til folkeafstemning, mener et flertal af danskerne.

Det skriver Fagbladet 3F.

I en ny måling fra analyseinstituttet Kantar Public, svarer 54 procent af de adspurgte, at de er enige eller overvejende enige i kravet om, at politikerne lægger spørgsmålet ud til befolkningen. 38 procent er imod, mens otte procent ikke har taget stilling.

Nick Zimmermann, beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti, siger, at partiet støtter kravet om en folkeafstemning.

- Danskerne skal høres om noget, der er så gennemgribende som at fjerne store bededag, siger han.

Forslaget om en afstemning i befolkningen får også opbakning fra Enhedslisten og Nye Borgerlige. Eftersom en folkeafafstemning kræver opbakning fra mindst 60 medlemmer af Folketinget, og de tre partier tilsammen mønstrer 19 stemmer i Folketingssalen, har forslaget endnu ikke tilstrækkelig opbakning.

Konservative og Danmarksdemokraterne oplyser, at de ikke har taget stilling til, hvorvidt de ønsker en folkeafstemning.

Karsten Hønge, beskæftigelsesordfører for SF, siger, at partiet hælder mod at afvise forslaget.

- Vi synes, spørgsmålet er rasende vigtigt, og det er et håbløst forslag fra regeringen, men umiddelbart bør folkeafstemninger handle om større og mere principielle sager, siger han.

Christian Rabjerg Madsen, politisk ordfører i Socialdemokratiet, siger, at partiet og regeringen ikke støtter, at forslaget sendes ud blandt danskerne.

- Den bedste måde at give befolkningen indflydelse er ved at lade dem vælge politikere, som på valgdagen står til ansvar for deres beslutninger. Så jeg mener ikke, at en folkeafstemning er den rigtige måde at træffe den her beslutning, siger han.

Sponsoreret indhold