Danskerne finder danefæ for rekordstore summer

Udstyret med bippende metaldetektorer finder stadig flere danskere tusindvis af genstande, som har ligget godt skjult i den sorte muld fra vore forfædres tid.
Danskernes jagt på danefæ er så hastigt stigende, at udbetalinger for findeløn for tredje gang på få år sætter rekord.
Sidste år udbetalte Nationalmuseet således 8,95 millioner kroner i danefægodtgørelse.
Det er over otte gange mere end for ti år siden.
Detektorhobbyen er ikke mere forbeholdt nørdede, mandlige amatørarkæologer, men den har bredt sig til også unge, kvinder og familier.
Alle bidrager de til at redde historiske genstande, før de risikerer at gå tabt.
Visse fund er så særlige, at de erklæres som danefæ. Som belønning får finderne en danefægodtgørelse.
Udbetalingerne i 2023 var 3,75 millioner kroner højere end året inden og knap en million mere end den hidtidige rekord fra 2020.
Samtidig har antallet af danefæ generelt været markant stigende.
- Der kommer flere detektorførere til, og der søges i nye områder, siger museumsinspektør Line Bjerg fra Nationalmuseet.
- Hobbyen kombinerer motion, natur og et fællesskab, fordi man ofte går sammen med nogen. Og så er der spændingsmomentet i, om man finder noget, siger hun.
De seneste år er der gjort særligt mange fund i Nordjylland, på Bornholm og Vestsjælland, mens der også begynder at dukke mange fund op fra Syd- og Sønderjylland.
Her fandt detektorførere i Vejen Kommune i 2016 Fæstedskatten, som er den største kendte guldskat fra vikingetiden i Danmark.
I 2023 blev der indleveret 20.859 genstande til danefævurdering på Nationalmuseet.
Den store mængde materialer er ligefrem en udfordring for Nationalmuseet.
- Men det er vigtigt, at vi får reddet de her genstande til fremtidig forskning. De skal ikke rasle rundt ret mange år i pløjelaget, før de er ødelagt, og vi dermed går glip af vigtig viden, siger museumsinspektør Line Bjerg.
Det er unikt dansk, at helt almindelige mennesker må gå på jagt efter historiske genstande i jorden. Det er forbudt i de fleste andre lande.