Nyheder7. marts 2023

Danskerne blev advaret om snestorm: Kort efter blev varerne i Hjørrings Føtex revet væk

Særligt tre typer varer var der rift om, da danskerne fik nys om den snestorm, der var på vej
Varerne blev revet væk i Føtex i Hjørring efter snestormsvarsel
Nordjyderne fik travlt med at handle ind, da DMI advarede om snestorm. (Arkivfoto)
 Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Med udsigten til snestorm og lukkede veje fik nordjyske kunder travlt med at køre mod Føtex i Hjørring. Det bekræfter varehuschef hos Føtex i Hjørring, Morten Kjær, overfor SE og HØR.

- Denne her gang blev vi advaret om, at der kom sne, og det har folk taget til sig.

En video fra TV2 Nord har afsløret nordjydernes hamstring. Og ifølge varehuschefen var det mælk, brød og pålæg, der blev revet væk fra hylderne mandag.

- Men der kom også lidt hygge i kurven, kunne man se, siger Morten Kjær.

Nordjyderne er dog vant til store mængder sne, forklarer han.

- Det sner lidt, men det, der gør, at det ikke er så slemt, er, at der ikke er nogen vind, så fyger det ikke så meget.

Alligevel er de tirsdag blevet hjemme, fordi mange af villavejene slet ikke er ryddet endnu.

Danmark dækket af sne

Morten Kjær er dog fortrøstningsfuld, og han forventer, at kunderne nok skal komme igen.

- De kommer trissende lige så langsomt.

Dog har lastbiler, der leverer varer til varehuset, problemer med at nå til vareindleveringen.

- Vi døjer lidt med at få lastbilerne op. Der er isglat, fordi sneen bliver trykket sammen, og så er det ikke til at komme til, siger han.

Tirsdag formiddag skriver DMI, at et lavtryk har placeret sig over den vestlige del af Limfjorden, og er på vej mod øst.

- Lavtrykket trækker kold luft med ned over landet, men da temperaturen mange steder ligger omkring eller lige over frysepunktet falder nedbøren som sne, tøsne og slud, skriver DMI.

Det er altså de nordlige og østlige egne, der fortsat kan forvente nedbør "mens resten af landet mest får spredte sne og sludbyger," skriver DMI.

Sponsoreret indhold