Det er en gedigen cocktail, der bliver blandet, når holdet bag nyopsætningen af lystspillet Den Grønne Elevator fra 1920, går på scenen i Glassalen i Tivoli i det nye år.
En cocktail i mere end en forstand. For ikke nok med, at det er et stjernespækket hold med navne som Tommy Kenter, Bodil Jørgensen og Lisbet Dahl i instruktørstolen, så skal de to hovedpersoner også bygge en gedigen brandert op i løbet af forestillingen.
Forestillingen handler nemlig om Billy og Blanche, der intet kender til alkohol, og for at snyde deres respektive partnere til at tro, at de har en affære, blander de sammen den kraftige drink "Den Grønne Elevator". Og det ender i hat og briller.
Tommy Kenter skal, i rollen som Billy, spille fuld i en 25 minutter lang scene, men det skræmmer ikke den erfarne skuespiller.
- Jeg har øvet mig hele livet, men først og fremmest har jeg iagttaget fulde folk, det er det, man lærer mest af. Det er ikke ens egne branderter, siger Tommy Kenter til Newspaq.
Tommy Kenter: Jeg har det bedst med kvinder
Anderledes skeptisk er Bodil Jørgensen over den lange brandert. Hun skal i rollen som Blanche drikke cocktailen "Den Grønne Elevator" sammen med Tommy Kenter.
- Det er virkelig lang tid, men ligesom når man er rigtig fuld, skal jeg vel også sidde og kigge op i loftet, og samle energi, siger en grinende Bodil Jørgensen.
Selvom hun ikke betegner sig selv som komiker, er hun alligevel blevet kastet ud i flere satire-roller, senest i Rytteriet og skuespilleren forudser også flere grænseoverskridende scener i Den Grønne Elevator.
- Det bliver sjovt, og jeg vil også gå efter det grænseoverskridende, siger Bodil Jørgensen.
Hvad der også kan blive grænseoverskridende for Bodil Jørgensen er, at Lisbet Dahl som skal instruere forestillingen, selv har spillet netop rollen som Blanche to gange tidligere - nemlig i 1986 og igen i 1996.
- Det bliver da sjovt. Hvis bare de gør, som jeg siger, siger Lisbet Dahl og smiler.
Hun mener dog, at sådan en komedie skal laves i samarbejde, og det vigtigt for hende, at alle har det godt.
- Hvis vi har det godt på scenen, så forplanter det sig i publikum, siger Lisbet Dahl.
Tommy Kenter: 4 kærester på 40 år!
Ud over Tommy Kenter og Bodil Jørgensen, består holdet af Peter Gantzler, Ann Eleonora Jørgensen, Alexander Willlaume, Mathilde Norholt og Max Hansen.
Den Grønne Elevator har premiere i Glassalen i Tivoli den 20. februar.