Danske Spil efterlyser lottovinder: Er det dig?

Er du en af dem der ind imellem køber en Vikinglotto-kupon, når du køber din mælk, så er der god grund til at tjekke dine tal.
En heldig dansker har købt en vinderkupon i den lokale Kvickly i Hvidovre, men Danske Spil har stadig ikke modtaget henvendelse fra vinderen.
Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Der er ellers en klækkelig sum at forsøde julen med for vinderen.
For selv om det blot var andenpræmien i Vikinglotto, så er er den samlede gevinst 7,3 millioner kroner.
– Det er en stor glæde at være med til at dele gevinster ud til glade danskere, og vi bliver i Danske Spil glade hver eneste gang, der bliver vundet en gevinst i vores lotterier. Også selv om det sker hver evig eneste uge, siger Malene Mølgaard, som er administrerende direktør i Danske Lotteri Spil, som står bag Vikinglotto i Danmark.
– Vinder man et større beløb hos os, bliver man tilbudt særlig rådgivning, så vi sikrer, at man får en god start på livet som millionær – eller mangemillionær.
Det var kun andenpræmien, der onsdag aften blev udtrukket. Dermed er førstepræmie stadig i spil.