Nyheder28. september 2014

Danske anmelderne uenige: Er Lady Gaga færdig som popsanger?

Den kontroversielle sangerinde høstede blandede anmeldelser for Boxen-koncert
Af af
Lady Gaga gæstede lørdag aften Boxen i Herning og høstede efterfølgende blandede anmeldelser
Lady Gaga gæstede lørdag aften Boxen i Herning og høstede efterfølgende blandede anmeldelser
 Arkivfoto: AOP



De danske anmeldere er ikke helt enige i, om Lady Gaga gjorde et godt stykke arbejde, da hun lørdag indtog Boxen i Herning. Den kontroversielle sangerinde høstede en bunke blandede anmeldelser fra de danske medier.

Specielt Ekstra Bladets anmelder, Thomas Treo, havde en dårlig oplevelse i Boxen i Herning og kunne kun finde to ud af seks stjerner frem til den amerikanske sangerinde.

- Hendes selvfede monologer mellem numrene var som at overhøre en teenagetøs filosofere over sin plads i solsystemet efter at have tømt en pose techno-bajere, og det billigste trick i showbusiness fik vi også, da hun hev en lille pige op i rampelyset til ekstranummeret 'Gypsy', skrev Thomas Treo i sin anmeldelse og tilføjede længere nede i anmeldelsen:

- Lady Gagas chokeffekt og nyhedsværdi er for længst forduftet, og som Rihanna, Britney Spears, Jennifer Lopez og alle de andre har hun smidt tøjet, lavet tarvelig pop og i det hele taget prostitueret sig i en grad, så der kun er en vej tilbage. Det er nedad, hvis nogen skulle være i tvivl.

LÆS OGSÅ: Se videoen: Her stopper Lady Gaga slagsmål

LÆS OGSÅ: Se billederne: Lady Gagas fede forvandling

LÆS OGSÅ: Gaga falsher missen

TV2s anmelder, Jeppe Elkjær Andersen, var heller ikke positivt stemt oven på koncerten, som han gav tre ud af fire stjerner og kaldte 'rutinepræget':

- For trods åbenlyse forsøg på det modsatte. Så endte Lady Gagas retur til Danmark som en rutinepræget og til tider en smule kedelig omgang standardvare.
Alt for ofte blev numrene serveret, som det så ud til, Lady Gaga havde gjort det hundredevis af gange før. Og selvom det foregik i fuld firspring på scenen, så var der bare ikke den glæde og sprudlende energi - hverken fra publikum i Boxen eller fra Lady Gaga på scenen - som man kunne håbe på, skrev Jeppe Elkær Andersen i sin anmeldelse.

BTs Jan Eriksen var noget mere positiv, kaldte showet 'suverænt' og kvitterede med fire ud af seks stjerner. Især var Jan Eriksen imponeret over Lady Gagas sceneshow:

- Den viltre og legesyge Gaga entrerede den enorme, vidtforgrenede og ekstravagante scene - tænk Barbie-dukkehus som dragshow, pumpet op med LSD og skyllet ned med kirsebærvinshots på en rundtur i Nautilus-karrusellen i Tivoli. Eller tænk Irma-hønen på nattesjov efter at have spist af de psykedeliske svampe, der åbenbarede sig i 'Venus'. Med Ladyen med Beyoncé-paryk, skrev Jan Eriksen, der dog mente, at sangerinden talte for meget under sin to timer lange koncert:

- Men når miss Germotta begynder at prale med sine mange hit, bliver tonen sgu noget småskinger. Ja, hun har skrevet det hele selv. Respekt.

Du kan læse hele Ekstra Bladets anmeldelse her.

Du kan læse hele BTs anmeldelse her.

Du kan læse hele TV2s anmeldelse her.

Sponsoreret indhold