Dansk Zoo i sorg: Træleoparden Tayin er død midt i parringsforsøg

Træleoparden Tayin er ikke mere.
Det meddeler den danske dyrepark Krokodille Zoo, der er placeret på Falster, på sin Facebook-profil.
Træleoparden er ifølge zooen en truet dyreart, og Tayin døde desværre for racen kort efter, at være bragt sammen med en hanleopard, som hun kunne parre sig med.
Hannen Sky har nemlig med stor sandsynlighed været lidt for voldsom under et parringsforsøg, og har sat tænderne i overkroppen på Tayin.
Det pludselige dødsfald sker efter 14 gode dage, hvor der har været ”fantastisk succes” med at sammenbringe de to truede dyr.
Ejeren af Krokodille Zoo, René Hedegaard, er meget berørt på den video, som dyrehaven har lagt ud på sin Facebook-profil.
- Vi har hver dag haft Sky og Tayin sammen med gigantisk succes. Og så her til morgen, finder vi Tayin sådan her, siger han, mens den døde kat ligger foran ham.
Ifølge Zooejeren var Tayin og Sky et af de allersidste bud, som zooen havde for at bringe nye træleoparder til verden.
Dog har man efter drøftelser med en komite i det britiske genfundet noget af håbet for, at der kan komme flere træleoparder på kloden.
- Efter meget snak med Træleopard-komitéen i England, er vi endnu fortrøstningsfulde, skriver Krokodille Zoo.