Nyheder13. juli 2023

Dansk skeetskytte tangerer verdensrekord

Ved et World Cup-stævne i Italien blev Jesper Hansen den 12. mand til at ramme 125 af 125 lerduer.
Jesper Hansen vandt sølv til Danmark ved OL i Tokyo. 
Jesper Hansen vandt sølv til Danmark ved OL i Tokyo.
 Foto: Ritzau Scanpix

42-årige Jesper Hansen kan kalde sig verdensrekordholder.

Onsdag ramte den danske skeetskytte således 125 af 125 lerduer ved et World Cup-stævne i Italien og blev dermed den 12. mand i historien til at opnå verdensrekorden.

Det er ifølge Det Internationale Skytteforbund (ISSF) sket 17 gange tidligere, og Hansen er nummer 12 i rækken, der klarede bedriften.

- Hjertet banker en lille smule mere, det gør det da. At man har kæmpet for noget i så lang tid og få lov til at komme i den eksklusive 'Klub 125', som vi kalder den, det betyder rigtig meget. Det er der ingen tvivl om, siger Jesper Hansen til DR Sporten.

Hansen vandt World Cup-stævnet i Italien og fik dermed fornyet sin tro på, at han også kan lave et stort resultat ved OL i Paris næste år, fastslår han.

Han vandt sølv til Danmark ved OL i Tokyo i 2021.

Sponsoreret indhold