Folketinget skal undersøge, om det er ulovligt, at Moderaterne forsøgte at betale Mike Fonseca for at afgive sit folketingsmandat, da partiet i 2023 smed ham ud.
- Det er dybt uværdigt, og som reaktion vil vi bede Folketingets formand om at iværksætte en undersøgelse af, om det her er lovligt, siger gruppeformand Peter Kofod (DF) til Ekstra Bladet.
Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, var i 2023 en del af et møde, hvor Mike Fonseca blev tilbudt seks måneders "løn" for at trække sig fra Folketinget og dermed overdrage sit mandat til sin suppleant i Moderaterne.
Det skriver Frihedsbrevet på baggrund af en lydoptagelse, som TV 2 også har hørt og beskriver.
Det er Mike Fonseca selv, der har optaget lydfilen og givet Frihedsbrevets chefredaktør, Mads Brügger, adgang til den. Onsdag udgiver Mads Brügger bogen "Det koster et mandat", der omhandler Mike Fonseca.
Tilbuddet fra Moderaterne blev afvist af Mike Fonseca.
De seks måneders "løn" svarer til 370.000 kroner. Ud over det blev han også tilbudt psykologhjælp og krisehåndtering.
På mødet, hvor lydoptagelsen stammer fra, deltog foruden Løkke og Fonseca også Moderaternes daværende partisekretær, Kirsten Munch Andersen, og daværende kommunikationschef Ulla Østergaard.
Mødet fandt sted, fordi Moderaterne var blevet bekendt med, at Mike Fonseca var i et forhold med en dengang 15-årig pige og dermed havde brudt partiets interne adfærdskodeks.
Peter Kofod siger til Ekstra Bladet, at Lars Løkke Rasmussen "tester demokratiet til det yderste". Kofod stiller spørgsmålstegn ved, om Løkke bør være manden, der repræsenterer Danmark i udlandet som udenrigsminister.
Samme holdning udtrykker Karina Adsbøl (DD), der er medlem af Folketingets Præsidium, tingets øverste ledelse.
- Det stiller spørgsmålet til Mette Frederiksen (S), om hun virkelig kan have en udenrigsminister, der har forsøgt at købe et mandat på den måde, siger Karina Adsbøl til TV 2.