Nyheder20. november 2021

Dansk Folkeparti vælger ny formand: Kristian Thulesen Dahl stopper om to måneder

Dansk Folkepartis medlemmer skal vælge en ny formand den 23. januar på et ekstraordinært årsmøde
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/thulesen-wenstrup.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup

Om to måneder er det slut for Kristian Thulesen Dahl som formand for Dansk Folkeparti.

Det står lørdag klart efter et møde i partiets hovedbestyrelse på Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia.

Formandsskiftet skal ske den 23. januar, hvor der bliver afholdt ekstraordinært årsmøde med det formål at vælge en ny formand. Det har hovedbestyrelsen besluttet.

Dansk Folkeparti led ved kommunalvalget tirsdag et gevaldigt nederlag, da partiet blev mere end halveret.

Det tog Kristian Thulesen Dahl konsekvensen af dagen efter valget, hvor han inden et gruppemøde meddelte pressen, at han agtede at trække sig på et ekstraordinært årsmøde.

Derfor havde han indkaldt hovedbestyrelsen til møde lørdag, da det er hovedbestyrelsen, som skal indkalde til årsmøde.

Sponsoreret indhold