Nyheder24. februar 2023 (opd. 24. februar 2023)

Dansk firma tjener millioner på Putin

Rockwool nægter at bøje sig for presset, selvom Rusland i et år har udkæmpet en blodig krig i Ukraine
Den danske koncern Rockwool har tjent millioner af kroner på Putin. 
Den danske koncern Rockwool har tjent millioner af kroner på Putin.
 Foto: Ritzau Scanpix

Den danske koncern Rockwool nægter fortsat at forlade Rusland af frygt for, at Putins styre vil overtage teknologien og profitten fra selskabets fire russiske fabrikker.

Det undersøgende medie Danwatch kan nu i samarbejde med Ekstra Bladet afsløre, at Rockwool i årevis har tjent millioner af kroner på, at selskabets produkter er blevet solgt til det selvsamme styre, der har anvendt dem i militære projekter.

En gennemgang af kontrakter i den russiske regerings officielle udbudsdatabase viser blandt andet, at Rockwools russiske samarbejdspartnere i mindst 21 tilfælde har leveret Rockwool-produkter for sammenlagt 123 millioner rubler (cirka 11,5 millioner kroner) til skibsværfter, som udfører store ordrer på vegne af Ruslands forsvarsministerium.

Alle kontrakterne er indgået efter Ruslands ulovlige annektering af Krim-halvøen i 2014..

Det siger Rockwool

Hos Rockwool afviser Michael Zarin, der er kommunikationschef, kritikken:

"Rockwool har ikke et kundeforhold med den russiske regering eller andre offentlige enheder. De anførte eksempler er gamle og går så langt tilbage som 2007. Situationen i dag er markant anderledes, og vi respekterer fuldt ud de til enhver tid gældende sanktioner."

"I Rusland producerer vi ikke længere specifikke produkter til dette segment," skriver han i et mailsvar til Danwatch og Ekstra Bladet.

Sponsoreret indhold