Dansk firma afsløret: Arbejder stadig i Rusland

Først ville de blive. Så meddelte Pindstrup Mosebrug i april 2022, at de ville stoppe deres aktiviteter i Rusland, efter landet havde invaderet Ukraine i februar.
Om få uger er det et år siden, at russiske tropper krydsede grænsen til ukrainsk territorium, men alligevel har producenten af blandt andet plantesække med hovedsæde på Djursland endnu ikke fundet vej ud af Rusland, skriver TV2 ØSTJYLLAND.
Det fremgår af en pressemeddelelse, som Pindstrup Mosebrug har udsendt i dag i forbindelse med offentliggørelse af virksomhedens årsrapport for 2021/2022.
Her kan man læse, at virksomheden kommer ud med et driftsresultat på 119 millioner kroner, når der ses bort fra aktiviteterne i Rusland.
Lægger man den russiske del af forretningen oveni, vokser driftsresultatet til gengæld til 146 millioner kroner. Med andre ord har Pindstrup Mosebrug altså i perioden hentet 27 millioner kroner i driftsresultat i Rusland.
Af den udsendte pressemeddelelse fremgår det, at Pindstrup Mosebrug fortsat er i færd med at frasælge de russiske aktiviteter, men at det ikke uden videre har kunnet lade sig gøre.
- Processen trækker ud, hvilket dels skyldes fortolkningen af EU-sanktioner, som har forhindret salg; dels de godkendelsesprocedurer for salg af virksomheder, som Rusland har indført. Ansøgninger hos relevante myndigheder er igangsat, skriver Pindstrup Mosebrug.
Selskabet oplyser, at man siden beslutningen i april om at forlade Rusland har ladet den russiske del af forretningen køre som et såkaldt stand-alone-selskab, hvilket betyder at der ikke har været dialog med hovedkontoret.
I regnskabet er den russiske del af resultatet også rapporteret som ophørende aktiviteter, skriver Pindstrup Mosebrug.
At selskabet ikke bare har lukket afdelingen permanent eller midlertidigt, kommer der også en forklaring på.
- Selskaberne i Rusland er fortsat i drift for at undga° en tvangsnationalisering af aktiviteterne, skriver Pindstrup Mosebrug, som også bemærker, at det er usikkert, hvornår salgsprocessen er afsluttet.
Pindstrup Mosebrug oplyser, at virksomheden ikke har yderligere kommentarer.
Tidligere har blandt andre den østjyske entreprenørvirksomhed Per Aarsleff A/S også meddelt, at den forlader Rusland.