Nyheder3. december 2008

Danmarks Radio: Søndagshyggen sikret frem til 2011

Endnu en serie fra den succesfulde dramaafdeling er på tegnebrættet
Sophia Sommer klarer sin mands sygdom så godt, at hun er en rollemodel for andre i lignende situation
Sophia Sommer klarer sin mands sygdom så godt, at hun er en rollemodel for andre i lignende situation
 Foto: DR

Knap nok har danskerne sluppet familien Sommer og hyggen søndag aften, før DR-drama kan fortælle, at endnu en dramaserie er i støbeskeen. Og dermed skulle enhver ansats til frustration over, hvad man fremover skal bruge sin søndag aften på, være manet til jorden.

Serien, der er planlagt til at løbe over skærmen i 20 afsnit i 2011, har fået arbejdstitlen "Borgen", er skrevet af Adam Price og handler om livet i Folketinget og på Christiansborg.

Indtil da er der også fuldstændig styr på, hvad vi skal se, oplyser DR-dramachef Ingolf Gabold. I januar tager man hul på Per Thorsboes og Mai Brostrøms serie "Livvagterne". I efteråret 2009 kommer næste ombæring af "Forbrydelsen", hvor Sofie Gråbøl igen optræder som Sarah Lund. Og i 2010 kommer endnu en ombæring af "Livvagterne".

Dermed skulle DR have sikret sig, at knap to millioner mennesker igen er klistret til skærmen søndag aften. Som vi har været det med "Taxa", "Rejseholdet", "Nikolaj og Julie", "Krøniken" og senest "Sommer".

Sponsoreret indhold