Nyheder19. november 2021

Danmark vil bruge 450 millioner på coronapiller

Piller, der forebygger, at coronasmittede bliver så syge, at de skal indlægges, kan være på vej til Danmark
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20211104-130826-2-1920x1279we.jpg
 Foto: Handout/EPA/Ritzau Scanpix

Regeringen og Folketinget ønsker at bruge 450 millioner kroner i år og næste år på to slags piller, der bruges til behandling af covid-19.

Det skriver Politiken.

Pillerne skal forebygge, at coronasmittede bliver så syge, at de må indlægges.

Folketingets Finansudvalg har imødekommet Sundhedsministeriets ønske om købe medicinen, der dog ikke er godkendt til brug i Danmark endnu.

Bag anbefalingen om at indkøbe de to lægemidler står Sundhedsstyrelsen.

- På trods af en høj vaccinationsdækning i Danmark er der endnu borgere, der rammes af covid-19 og indlægges herfor. Der er imidlertid ved at blive udviklet lægemidler, der kan forebygge indlæggelse, alvorlig sygdom og død.

- Der er aktuelt to oralt administrerede lægemidler under udvikling fra virksomhederne Pfizer (lægemidlet hedder Paxlovid) og Merck (lægemidlet hedder Lagevrio/molnupiravir), som i kliniske forsøg har vist gode resultater, skriver Sundhedsministeriet i et aktstykke til finansudvalget ifølge Politiken.

Ifølge Pfizers egne undersøgelse kan virksomhedens pille reducere risikoen for indlæggelse og død med 89 procent.

Både Pfizer og Merck har søgt om nødgodkendelse af deres pille hos de amerikanske lægemiddelmyndigheder.

I Europa er det europæiske lægemiddelagentur, EMA, i gang med at vurdere pillen fra Merck.

Pillerne skal gives fem dage, efter at en person har fået coronasymptomer, skriver Politiken. De tages i løbet af en behandlingsperiode på fem dage.

Ifølge tidsskriftet Nature mangler der dog en række svar om pillerne.

Det er blandt andet indblik i alder, etnicitet og sygdomshistorik på deltagerne i virksomhedernes undersøgelser samt mere information om bivirkninger. Virksomhederne selv kalder bivirkningerne små.

Sponsoreret indhold