Nyheder20. marts 2023

Danmark med kedelig rekord: 300 danskere om året dør af asbestrelaterede kræftsygdomme

Hvert år dør over 300 danskere af asbestrelaterede kræftsygdomme. Hvis der ikke bliver gjort noget, vil antallet af personer med lungehindekræft stige i de kommende årtier, forudser cheflæge.
Nyt byggeri på den gamle eternitgrund i Aalborg. Der dør langt flere af lungehindekræft i Nordjylland, end i andre regioner. Det viser en stor undersøgelse af den sjældne kræftform. Forklaringen skal findes i Aalborgs industrihistorie. (Arkivfoto)
Nyt byggeri på den gamle eternitgrund i Aalborg. Der dør langt flere af lungehindekræft i Nordjylland, end i andre regioner. Det viser en stor undersøgelse af den sjældne kræftform. Forklaringen skal findes i Aalborgs industrihistorie. (Arkivfoto)
 Foto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix

Når håndværkere og private boligejere renoverer eller river ældre boliger ned, risikerer de ofte at støde på det livsfarlige stof asbest. Og indånde asbestfibre, der er så små og tynde, at de ikke kan ses med det blotte øje.

Hvert år dør over 300 danskere af asbestrelaterede kræftsygdomme, skriver Fagbladet 3F.

Asbest er så udbredt, at det er skyld i flest arbejdsbetingede dødsfald i Danmark, og arbejdet med det livsfarlige støv kan føre til, at håndværkerne og boligejerne får lungehindekræft, som asbest er den eneste kendte årsag til.

– Vi har nordisk rekord i lungehindekræft. Risikoen vokser fortsat i Danmark, især understøttet af Nordjylland, hvor eternitfabrikken i sin tid lå. Risikoen for lungehindekræft er i Danmark over 2,5 gange større end i Sverige, siger Johnni Hansen, seniorforsker hos Kræftens Bekæmpelse, til Fagbladet 3F.

Siden 1986 har det været forbudt at anvende asbest herhjemme. Men nedrivning samt arbejde med reparation og vedligeholdelse af bygninger og anlæg, som indeholder asbest, er tilladt.

På Dansk Eternit Fabrik i Aalborg blev der frem til 1980’erne brugt asbest i fremstillingen af eternitplader.

Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital er et af de steder, hvor man ser konsekvenserne af asbest.

Siden 2020 er der dukket et stigende antal personer op med lungehindekræft, og sidste år så lægerne og arbejdsmedicinerne 31 ud de godt 150 danskere, som hvert år får stillet den frygtede diagnose.

Det er primært mænd, der har arbejdet som tømrere, nedrivere, rørlæggere, elektrikere eller automekanikere, som får lungehindekræft, oplyser hospitalsafdelingen.

– Det er fortvivlende, at antallet bliver ved med at stige, siger Jane Frølund Thomsen, cheflæge på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling.

– Hvis der ikke bliver gjort noget, vil vi i de kommende årtier se endnu flere håndværkere og andre blive syge på grund af den miljømæssige belastning, siger hun.

Sponsoreret indhold