Nyheder23. marts 2024

Danmark fordømmer angreb i Moskva med mindst 60 døde

Udenrigsministeriet i Danmark har reageret på angreb i koncertsal i Ruslands hovedstad med fordømmelse
Moskva
60 mennesker heriblandt tre børn meldes at være døde ved angrebet i Moskva, og over 100 personer er blevet såret.
 Foto: Sergei Vedyashkin/AFP/Ritzau Scanpix

Det danske udenrigsministerium fordømmer angrebet i en koncertsal i den russiske hovedstad, Moskva, der ifølge meldinger har kostet mindst 60 mennesker livet.

Det skriver ministeriet på det sociale medie X.

- Danmark fordømmer det forfærdelige angreb i Moskva og sender sine kondolencer til ofrene og deres kære, skriver Udenrigsministeriet.

Personer med skydevåben skød mod folk i koncertsalen Crocus City Hall i Krasnogorsk nær Moskva fredag aften til en koncert med bandet Picnic.

60 mennesker heriblandt tre børn meldes altså at være døde, og over 100 personer er blevet såret.

To formodede gerningsmænd er ifølge det russiske nyhedsbureau Tass anholdt efter angrebet.

Det russiske nyhedsbureau Interfax har tidligere skrevet, at op til fem personer med skydevåben skulle have været involveret i angrebet.

Den militante islamistiske gruppe Islamisk Stat har hævdet at stå bag angrebet. Gruppen har ifølge nyhedsbureauet AFP på det sociale medie Telegram taget ansvaret for det.

Russiske myndigheder har endnu ikke peget på, hvem Rusland anser for at være skyldig i angrebet.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har ønsket ofrene god bedring, skriver russiske nyhedsbureauer, der citerer den russiske vicepremierminister, Tatjana Golikova.

Sponsoreret indhold