NyhederI går (opd. I går)

Danmark advarer: Undgå at rejse til Israel

Den opdaterede rejsevejledning kommer efter de seneste militære angreb mellem Israel og Iran

Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til Israel. Det fremgår af en opdateret rejsevejledning på ministeriets hjemmeside.

Israel rettede natten til fredag et angreb fra luften mod blandt andet atommål i Iran.

Iran har oplyst, at mindst 80 personer er blevet dræbt, herunder den øverstkommanderende for landets revolutionsgarde, og mindst 320 er såret.

Angrebet er blevet gengældt af Iran, der har sendt missiler mod Israel. Mindst to meldes dræbt i Israel.

- Risiciene er så alvorlige, at du bør have særlige grunde til at besøge området/landet. Vigtige forretningsrejser og presserende familiebegivenheder kan få rejsende til at vurdere, at et besøg er nødvendigt, skriver Udenrigsministeriet.

Når det gælder grænseområderne til Libanon og Gaza og de israelsk besatte syriske Golan-højder frarådes alle rejser, fremgår det af rejsevejledningen.

Om situationen i Israel skriver Udenrigsministeriet:

- De israelske myndigheder oplyser, at have udført forebyggende angreb mod Iran, og myndighederne i Israel forventer i den nærmeste fremtid missil- og droneangreb fra Iran rettet mod Israel.

- Man anbefales, at opsøge beskyttelsesrum og følge israelske myndigheders varsel og retningslinjer, skriver Udenrigsministeriet.

Boligblokken, som Danmarks ambassadør i Israel bor i i det centrale Tel Aviv, blev fredag aften ramt af et iransk missil.

Det skriver ambassadøren, Thomas Winkler, ifølge TV 2 i et opslag på sin Facebook-profil.

Han understreger, at det ikke var en "rar oplevelse", men at han befandt sig i et beskyttelsesrum, da det skete.

- Efter omkring en time fandt de fantastiske israelske redningsfolk frem til mig på 40.-etage og sikrede mig, at jeg kom sikkert ned ad trapperne i god behold, skriver han i opslaget ifølge mediet.

Sponsoreret indhold