NyhederI går

Cykelløb skaber store udfordringer for sjællænderes weekendtrafik

Trods udfordringer er det det helt rigtige, at cykelløb afholdes i "Københavns hjerte", mener overborgmester.
Det nye cykelløb Copenhagen Sprint kan give aflysninger i den offentlige transport og forlænget rejsetid for både rejsende og bilister. Trafikselskabet Movia har oplyst, at opgaven overgår situationen ved Tour de France i 2022, da løbet begyndte i Da
Det nye cykelløb Copenhagen Sprint kan give aflysninger i den offentlige transport og forlænget rejsetid for både rejsende og bilister. Trafikselskabet Movia har oplyst, at opgaven overgår situationen ved Tour de France i 2022, da løbet begyndte i Danmark. (Arkivfoto).
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Overborgmester i København Lars Weiss (S) fastholder, at det trods trafikale udfordringer og forsinkelser er mest optimalt, at cykelløbet Copenhagen Sprint afholdes i det centrale København.

- Det er Københavns hjerte. Det ville ikke være det samme at lægge sådan et cykelløb ude i et industrikvarter med al respekt for omegnskommunerne, siger han.

Det sker i weekenden, at det nye internationale cykelløb indtager flere sjællandske byer som Roskilde, Frederikssund og Hillerød i Danmark.

Løbet har angiveligt kastet trafikselskabet Movia ud i selskabets mest udfordrende trafikale ændringer til dato.

Både i kompleksitet og omfang overgår det situationen ved Tour de France i 2022, har det lydt fra Movia.

Men for Lars Weiss var der ingen tvivl om, hvorvidt løbet var en god idé for København.

- Jeg har svært ved at forestille mig et event, der passer bedre til byens DNA. Det her er en mulighed for at tiltrække verdens opmærksomhed til cykling, som ligger så dybt rodfæstet i københavnernes hverdag, tilføjer han.

Flere veje bliver spærret under afviklingen af løbet. I København vil ruten allerede være lukket fra lørdag klokken 05.00 til søndag klokken 22.00.

Målområdet omkring Sølvgade afspærres dog allerede fredag 20. juni klokken 18.00.

- Der skal opsættes 22 kilometer hegn, parkerede biler skal fjernes, og vi skal sikre, at nye biler ikke parkeres på ruten. Det er afgørende for sikkerheden - både for cykelrytterne og publikum, siger direktør for Copenhagen Sprint Tobias Hoff.

Desuden afholdes der inden Copenhagen Sprint et folkecykelløb lørdag og et løb for fremtidens cykelstjerner med løbet Future Racing, oplyser løbet.

Selv om Copenhagen Sprint skaber de største trafikale udfordringer i København, er andre byer også påvirkede.

Løbet indledes ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

De kvindelige ryttere kører lørdag, og de mandlige søndag.

På ruten kommer de forbi Frederikssund, Hillerød, Fredensborg, Humlebæk, Allerød, Farum, Værløse, Ballerup, Rødovre, inden det sluttes af ved Statens Museum for Kunst i København.

I rutens resterende byer vil vejene være spærret fra omkring middag til eftermiddag lørdag og søndag.

Vejene spærres en time inden, at feltet ankommer, skriver løbet på sin hjemmeside.

Løbet har udviklet en tidsplan, hvor man kan se, hvornår feltet forventes at ramme de forskellige destinationer på ruten.

Sponsoreret indhold