Nyheder7. marts 2024

CPH Pride efter kras kritik: Nu undskylder de

I en intern mail til sine partnervirksomheder undskylder Copenhagen Pride for de seneste ugers kaos
Copenhagen Pride-optoget blev i 2023 afholdt den 19. august.
Copenhagen Pride-optoget blev i 2023 afholdt den 19. august.
 Foto: Birger Storm

Copenhagen Pride undskylder i en intern mail, som Kforum har set, til sine partnervirksomheder for de seneste ugers kommunikative håndtering af sagen om Israel-krav.

Kravet om at partnervirksomheder skulle give ”tilfredsstillende svar” om deres aktiviteter i Israel har fået flere af dem til at tage deres opbakning til organisationen op til revision. I den interne mail erkender Copenhagen Pride, at kommunikationen ikke har været klar, og at håndteringen af krisen har været forkert.

I mailen skriver Copenhagen Pride blandt andet:

”Vi anerkender, at den måde, vi har kommunikeret på om situationen i Israel og Palæstina, fra Copenhagen Winter Pride og til nu, har været utilfredsstillende. Det har medført forvirring og nervøsitet blandt vores partnere og i offentligheden. Vi skulle have været mere åbne og direkte i vores dialog med jer, og det er vi kede af. I fortjener bedre fra vores side.”

Copenhagen Pride erkender også i mailen, at deres kommunikation var ”fyldt med fejl, da vi i februar sagde, at vi ville stille spørgsmål til vores partneres aktiviteter i Israel og Palæstina.”

Derudover skriver organisationen, at den ikke stiller spørgsmål eller krav til sine partnere om Israel eller Palæstina:

”Så det var dårligt formuleret af os. Når vi nævnte vores partnere i relation til Israel og Palæstina, var det for at forsikre de, som havde en bekymring i den retning om, at dette naturligvis var dækket af vores praksis og etikpolitik. Og for at sige det helt tydeligt:

Copenhagen Pride vælger ikke side i konflikten, og vi beder ikke vores partnere om at gøre det heller.”

Den interne mail kommer i forlængelse af, at Kforum tirsdag kunne fortælle, at Copenhagen Pride har hyret Have Kommunikation ind til at håndtere krisen.

Kforum har rakt ud til adm. direktør i Have Kommunikation, Michael Feder, for at høre til mailen, og hvordan bureauet har rådgivet Copenhagen Pride rådgivet om den.

– Vi har rådgivet dem til at undskylde. Det er det rigtige at gøre kommunikationsmæssigt, siger Michael Feder til Kforum.

Ifølge ham har Copenhagen Pride ikke indtaget en ny position med undskyldningen.

– Fordi den tidligere kommunikation var så uklar, så kan det ligne, at Copenhagen Pride har skiftet position, men det har de ikke. Nu er budskabet om deres position bare klarere, siger Michael Feder til Kforum.

Sponsoreret indhold