Nyheder8. december 2021

Coronapassets gyldighed forkortes med fem måneder

De ændrede regler om coronapassets gyldighed træder i kraft i midten af januar, oplyser sundhedsministeriet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/coronapas_01.jpg
 Foto: Statens Serum Institut

Coronapassets gyldighed forkortes med fem måneder, oplyser sundhedsministeriet i en pressemeddelelse onsdag aften.

Dermed gælder det i syv måneder efter andet stik.

Når man ikke at blive revaccineret inden for de syv måneder, så vil coronapasset blive aktiveret igen, når man har modtaget det tredje stik, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

- De 7 måneders varighed tager højde for, at immuniteten falder over tid og vil forhåbentlig også øge tilslutningen til vaccinationsprogrammet endnu mere, så smitten holdes i skak, lyder det.

Det er Epidemiudvalget, der på baggrund af en indstilling fra Epidemikommissionen har besluttet af ændre reglerne for coronapassets varighed. De ændrede regler træder i kraft i midten af januar, oplyses det.

Mundbind-krav forlænges

Epidemiudvalget har desuden vedtaget, at kravet om mundbind i sundhedssektoren forlænges fra og med 10. december til 7. januar.

Det betyder, at besøgende, patienter og medarbejdere på offentlige og private sygehuse skal bære mundbind, når de befinder sig på matriklen.

Det blev for omkring to uger siden også besluttet, at man skal bære mundbind, når man benytter sig af den offentlige transport.

Samfundskritisk sygdom

Onsdag blev kategoriseringen af coronavirus som en samfundskritisk sygdom forlænget af et politisk flertal i otte uger.

Det har fået betydning for den politiske proces, og hvor hurtigt der kan indføres nye restriktioner.

Forkortelsen af coronapassets gyldighed kommer sammen med en række andre restriktioner, herunder hjemsendelse af skolebørn i midten af december, samt at nattelivet skal lukke ned efter midnat fra fredag i denne uge.

Alt sammen sker i et forsøg på at inddæmme den stadig tiltagende coronasmitte i samfundet.

Sponsoreret indhold